Turens største fisk. En brutal og hårdt fightende muskie på omkring 130centimeter. 07.10.09 – MUSKIEN er en drilsk og mere snedig fætter til vores hjemlige gedde, og den kan blive alvorligt stor. Den er ikke nem at fange, men alligevel er der mange der rejser til Canada og USA, hvor muskien huserer, for at prøve kræfter med denne sublime rovfisk.

Når de store muskies blot fulgte med ind til båden var store hurtige ottetaller med spinnerne, hvad der skulle til for at udløse hugget. Årets muskierejse blev en succes for Stefan Trumstedt, Fredrik Stjärnkvist, Magnus Wallén, Erik Hoffman, Christian Robertsson og Hans Collett, som netop er vendt hjem fra Minnesota. På seks dages fiskeri fangede de sammenlagt 38 muskier, og i modsætning til det foregående år fangede de både de fleste fisk og de største. 16 fisk over 114centimeter blev det til og tre fisk sprang drømmegrænsen på de 127centimeter. Et i sandhed fantastisk resultat!

36 af fiskene blev fanget på megaspinnere med dobbeltblade, fisket ganske langsomt ind uden pauser. Når muskien fulgte efter agnen ind til båden, lavede svenskerne ottetaller med agnen ved højere hastighed, og det fik muskierne til at smide hæmningerne. Og fighten – ja, den beskriver de jublende glade svenskere som brutal og kaotisk. Muskierne er nemlig ikke kun en opgradering af vores hjemlige gedder i kløgt og størrelse. De er også exceptionelt stærke.

Er du også tændt på gedde- og muskiefiskeri kan du i Fisk & Fri’s online artikelarkiv læse en anmeldelse af en bog om muskiefiskeri i staterne og i august-nummeret af Fisk og Fri (som på et senere tidspunkt vil være at finde online) er der en længere artikel om geddefiskeri med megaspinnere.

    Hvidovre Sport 2025

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This