Marc Hansen med weekendens største gedde – et eksemplar på 9,6 kilo.24-03-2012 – MARC HANSEN fra Karup har allerede markeret sig som en der har styr på de store gedde denne sæson. I sidste weekend var han således af sted flere gange – ja, faktisk både fredag, lørdag og søndag. Her er hans fantastiske beretning fra deres favoritsø i det midtjyske:
– Fredag da jeg fik fri, skyndte jeg mig ned til favoritsøen for at tilslutte mig min kammerat, Ole Nørskov, der havde været i gang siden morgenstunden. Indtil jeg kom, havde han fanget omkring 10 gedder, hvoraf den ene var 100 centimeter og vejede 7 kilo. Rigtig fin fisk. Vi fik dørget rundt på søen og sluttede med 15 gedder i alt. Super start på weekenden, beretter Marc og fortsætter.
– Lørdag stod den på en tur med Mark Ellyat, og vi startede med at jerke efter gedderne på lavt vand. Det blev til fem styk – bl.a. to på bombarda og flashflue til mig, som jeg prøvede for første gang. Gedderne var dog ikke særlig store, så vi besluttede os for at dørge for at lokalisere flere fisk – og gerne større. De blev dog ikke meget større end cirka 3 kilo. Da dagen var slut havde vi haft omkring 15 stk. inde og vende ved båden. Endnu en super dag på trods af den lidt beskedne størrelse.
– Søndag havde vi aftalt, at fire mand i to både skulle på søen. Ole Nørskov og Morten Fries i Oles båd, og Andreas Kronborg og jeg i min. Vejret var fint med os i starten. Spejlblank overflade og kun lidt støvregn. Vi fik hurtigt de første par gedder i båden, hvor den ene var en fin størrelse på 5-6 kilo. Kort efter får Andreas et godt hug på hans 4-play lowrider i Dirty Silver, og op kommer en pragtfisk på 103 centimeter og 8 kilo. Super flot fisk og så var dagen allerede reddet og godt i gang.
– Vi dørger videre og efter at have nået til enden af søen, vender vi om, og jeg får et hug på den ene stang. Mister den dog hurtigt, men i det samme flexer den anden, og jeg kan hurtig mærke, at det er en hidsig madamme, der har slugt min Butch-wobler. Hun laver nogle vilde udløb, mens hun søger mod bunden, så jeg kan mærke, at grejet bliver presset til det yderste.
– Da jeg får hende ind til båden siden eksploderer hun i de sidste kræfter og søger under båden så min 10 fods stang næsten bukker ned til håndtaget. Jeg får hende presset tilbage og kan afkroge hende i vandet inden jeg får hende håndlandet. En rigtig fin fisk i god kondi. Får hende vejet og målt, var sikker på det var en 10+ da hun var rigtig tyk, men må vente lidt endnu på at den kommer. Kan dog bestemt ikke klage og er super glad for så god en fisk og herlig fight.
– I mellemtiden har Andreas fået hug, så det ender med et trippel hug. Vi får flere fine fisk resten af dagen inden vi beslutter os for at stoppe da vinden og regnen har taget kraftigt til, fortæller Marc og gør weekenden op med følgende.
– Vi får gjort fangsterne op og samlet når vi omkring 60 gedder på en weekend. Virkelig en fantastisk weekend med tre over meteren.
Hvilken fantastisk weekend – et super, super geddesats kan vi vist godt tillade os at sige.