Her ses en glad Jacob Andersen med en ny pr. suder på hele 4,657 kilo. JACOB ANDERSEN har virkelig haft et fantastisk fiskeri efter suder i flere forskellige mosehuller rundt omkring i det jyske. – Jeg har fået flere gode sudere over de 3 kilo med den største på hele 4675 gram, fanget under flådfiskeri på en majs/maddike cocktail, fortæller Jacob Andersen til Fisk & Fri. Han havde spottet den store fisk svømme rundt blandt åkanderne sammen med to mindre fisk. Fisken svømmede hen over hans fodring uden at virke interesseret. – Da den 2-3 minutter senere kom tilbage i retningen af hvor jeg fiskede, skyndte jeg mig at tage en håndfuld krill/hampe-mix som røg direkte ud omkring flåddet, fortsætter Jacob Andersen. – Da fisken kom i nærheden af fodringen, stoppede den op og dykkede direkte i retningen af bunden. Få sekunder efter forsvandt flådet med et fast modhug til følge. Efter 4-5 minutters heftig fight igennem åkander og andet krat, var det med rystende hænder jeg skød nettet under fisken. Det var faktisk først da jeg skulle løfte fisken fri af vandet, at jeg anede at en mulig ny pr. Da jeg fik vejeslyngen hængt på vægten troede jeg ikke rigtigt på hvad den viste, så fisken måtte et par gange ud af vejeslyngen for at nulstille vægten. Hele 4,675 kilo viste den hver gang, så den måtte jo være god nok. Efterfølgende måtte jeg sacke fisken og vente nogle timer før en kammerat kom forbi for at tage billeder af min højst usædvanlige fangst på en helt uforglemmelig dag, slutter Jacob Andersen.