Solen har stadig godt fat, da jeg gennem et modlysflimmer af skrigende grønne bøgeblade kan se Christian i fuld færd med at gøre sin stang klar mellem de store, gamle stammer.
For at være helt sikre på, at vi får sat os det bedste sted, går vi lige rundt og tjekker et par potentielle spots, men ender hvor vi begyndte – ved en idyllisk åbning mellem nogle store bøgetræer, hvor man kan sidde godt lunt, perfekt og i læ, mens den stadig varme sol bager i mosset med en opfordring til at tage sig en slapper. Og det gør vi, for det går bestemt ikke specielt hurtigt med at pakke ud. Men hvad gør det, når man har god tid.
Inden vi har fået fodret, pladsen er faldet til ro, og suderne er i hugget, så går der sikkert alligevel et par timer. Jeg fixer og fugter grundfoderet, mens Christian tjekker dybden og får rigget op. Inden længe vugger vores to insert wagglers på det blikstille vandspejl – lige der, hvor det er lettest at pejle fodringen – nemlig hvor spejlingen til de modstående træer rammer vandet, og flådtoppene ses optimalt på den mørkegrønne baggrund. Selvfølgelig set fra den vinkel, hvor man sidder blødt, perfekt og behageligt tilbagelænet i sin medestol. Så bliver det ikke bedre.
Det skulle da lige være, at selvom den stadig skarpe aftensol bager helt perfekt, så står den, da vi endelig er klar – i en vinkel, hvor den spejler sig direkte i foderpladsen, så man ikke kan se en bjælde – og slet ikke den lille flådtop, hvoraf kun 1 cm står år vandet. Med hænder og håndflader i alle mulige besynderlige stillinger som modlysblænde lykkes det dog at se flåddene det meste af tiden. Og resten af tiden, hvor der alligevel ikke er den store suderaktivitet, bruger jeg så meget passende på at få gjort stormkøkkenet klar.
Inden længe bryder gasbrænderens hvæsen den dovne, idylliske ro i den gamle bøgeskov. Panden og olien kommer på. En middelmådig simrekontrol på den gamle, ramponerede brænder betyder dog, at panden bliver for varm lige lovlig hurtigt, og da jeg ikke umiddelbart kan finde saksen til at åbne pølseposen, kan jeg godt se, at panden er ved at blive en kende overophedet. Da jeg til sidst får åbnet posen og lægger en pølse på panden, kan jeg se, at det syder og sprutter lidt for dommedagsagtigt på panden, og i det samme jeg bukker mig over brænderen for at skrue ned for varmen, sker der noget, som jeg – på trods at utallige Trangia-måltider – aldrig har oplevet: På et splitsekund antændes panden og et nannosekund efter står der et halvt meter højt flammehav op af panden. Jeg får lynhurtigt sluttet helt for gassen, brænder mig på hånden undervejs – og mens jeg køler den i skovsøens svalende vand, lader jeg lige ildhavet på panden falde en kende, så jeg til sidst kan puste den sidste flamme ud. Så meget for de delikat ristede gourmetpølser, der skulle akkompagnere mine økologiske burgerboller med ristede løg, ketchup og en sviende stærk Dijon-sennep.
Selvom den ene flamberede pølse, der nåede at komme på, er godt forkullet, så er panden stadig brugbar, og inden længe ligger der fem perfekt ristede pølser klar til aftensmaden – whats not to like! På trods af det lille brand-intermezzo er alt i virkeligheden perfekt timet, for da den sidste mad er spist og skyllet ned en kølig pilsner, og jeg har ryddet op efter madlavningen, så går solen ned bag træerne. Inden længe vælter suderboblerne op rundt om vores flåd, og det tegner bedre end godt. På bunden ligger en str. 12 krog med et majskorn toppet med en enkelt lille kompostorm.
Pludselig løfter mit flåd sig en anelse samt vandrer stille og roligt til venstre, mens det langsomt og sikkert dykker ud af syne. – Et fuldstændig klassisk suderhug – efterfulgt af modhug og fast fisk. Min stang flekser dejligt igennem, mens en smuk suder vælter rundt og trækker godt i alle retninger samt napper et lille udløb, inden den stille og roligt glider over Christians netramme.
Det viser sig at være en virkelig flot han, der kendetegnes på sine store bryst og bugfinner, som er både større, tykkere og mere buede end hos hunnerne. Efter et par fotos ryger den hurtigt retur, hvor den kom fra. Boblerne fortsætter, men desværre får vi ikke flere hug ud over et par små aborrer, der ikke kan stå for vores orm og maddiker, som ligger lokkende på bunden. Det bliver mørkere og mørkere, aktiviteten dør helt ud, og da vi er tæt på ikke at kunne se flåddene længere, pakker vi sammen efter en fantastisk aften ved skovsøen.
Vi ses derude – Jens Bursell
Tjek hvordan du fisker efter suder med flåd i denne video på Fisk & Fris YouTube.
Husk at abonnere på Fisk & Fris YouTube – her.
