Det er især de store gedder, der lokker i Søerne, men der er også flotte aborrer og andre arter at fange. Glem alt om vaders og masse udrustning. En fiskestang og lidt endegrej er alt der behøves til Streetfishng i storbyerne.

Af Gordon P. Henriksen

26.3.2011 – STREETFISHING er en voksende trend i hele Europa. Nogle tror fejlagtigt, at det handler om at have den største hængerøv og mest hiphoppede kasket på, mens man fisker. Trenden er da også startet i unge undergrundsmiljøer i storbyerne i Frankrig og Holland, hvor man gør op med image af lystfiskere som gamle nisser med fuldskæg, uldhue og pibe i mundvigen. Men – frem for alt så handler det om at udnytte mulighederne for fiskeri i storbyerne. Fokus er på korte smutture i søer, kanaler og andre vandsystemer i forbindelse med byer, hvor man ikke behøver andet en fiskestang og lidt endegrej. Om man så vil have omvendt kasket og hip hop musik for fuld skrald i de store høretelefoner, må være op til den enkelte…

Fisk & Fri satte fokus på Streetfishing med en stor artikel tilbage i oktober 2010, og vi har ofte artikler med om fiskemulighederne i nærheden af København og andre af Danmarks større byer. Der er mange gode muligheder i det salte, men desværre er mulighederne godt begrænsede, når det gælder søfiskeri. Derfor er det en stor glæde, at vi med hjælp fra Sport Dres og Fiskeringen har fået tilladelse af Københavns Kommune til at arrangere en stor fiskekonkurrence d. 13. maj i Søerne i København – dvs. Peblingesøen, Sankt Jørgens Sø og Sortedams Sø.

Grejproducenten Gunki er sponsor samt medarrangør, og d. 26 august holdes der også en runde af Gunki Streetfishing Tournament i Remstrup Å i Silkeborg midtby i samarbejde med Grejbiksen. Der er fede grejpræmier på spil, og vinderne fra tre svenske indledende runder og de to runder i Danmark går videre til den store Skandinaviske Streetfishing Finale, som afholdes til efteråret i Malmø. Du kan læse mere om konkurrencen og de mange andre arrangementer til Lystfiskeriets Dag i næste nummer af Fisk & Fri. Vi er selvfølgelig også på pletten til at dække selve begivenhederne.

Lystfiskeriets Dag den 13. maj er en landsdækkende temadag omkring lystfiskeri arrangeret af Danmarks Sportsfiskerforbund i samarbejde med bl.a. lokale lyst- og sportsfiskerforeninger. På dagen kan alle interesserede under kyndig vejledning prøve kræfter med lystfiskeri på en lang række arrangementer over hele Danmark. På www.lystfiskerietsdag.dk finder du en arrangementsoversigt, og kan læse hvad der sker i nærheden af dig.

Den første danske indledende runde af Gunki Streetfishing Tournament foregår den 13 maj i Søerne i København. Du kan tilmelde dig i Sport Dres fra 2. april, og der er begrænset antal deltagere. Hold øje med fiskegrej.dk, fiskogfri.dk, fiskeringen.dk og splashfishing.com for løbende information om regler osv.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This