Torsketeamet ”Uge 7 Holdet” er i denne uge, som pudsigt nok er uge 7, ude efter stortorsk, og seancen foregår i Langelandsbæltet.
– Mandag kom vi ikke ud på grund af blæsten, og det har været en anelse sløvt, men alt tyder på, at der er ved at komme lidt mere gang i den, fortæller Jan Kiowsky. – Vi er 8 mand afsted i år fordelt med 4 på Amigo og 4 på Neptun. Og i går ved 10-tiden skete det så for mig. Jeg fik et tungt og godt hug på 38-40 meter vand ude på kanten af renden, og efter en fin fight kunne jeg lande den flotte 13 kilos torsk, som du ser på billedet. På Amigo fik de 4 torsk i går, mens vi fik 12. Mange af fiskene harvejet cirka fem kilo stykket, så det er slet ikke så ringe endda. Stortorsken tog en helt almindelig rørpirk på 500 gram. Øresundsgutterne på Viking og Jaws havde sat en kasse øl på højkant, om vi ville få nogle stortorsk, så det glæder vi os til, slutter Jan.
– Uge 7 Holdet blev stiftet for 30 år siden af den legendariske Lars Pryds på hans båd i Øresund dengang – Nadia, supplerer Tom Kai Eichner Sigaard Henriksen. – Jeg overtog holdet for 10-12 år siden, og siden da har vi fisket Øresund tyndt for store torsk i uge 7. Det var først sidste år i 2020, at vi ville forsøge andre vande, da Øresund fiskeriet har ændret sig meget de senere år. Derfor blev det til fiskeri i Langelandsbæltet på bådene Amigo og Neptun Sidste år blev det til to målere over 10 kilo på henholdsvis 13.0 og 11.7 kg med kun to dages fiskeri pga vejret. I går torsdag fik Jan Kiowsky den store, som du kan læse om ovenfor, og i dag på ugens sidste dag i dette års uge 7 hold, skal den have mega gas.