Freddy Berg med sin laks på 12,5 kilo taget i Øresund – en fangst der var efterlyst i seneste nummer af Fisk og Fri.16-04-2012 – DET ER GODT, at vi har aktive læsere af Fisk og Fri. Freddy Berg fra Glumsø er en af dem. Da han læste "To laks fra Sundet på samme dag" i Fisk og Fri, nr. 3 2012, blev han klar over, at den anden laks der er nævnt i beretningen, var hans.

Så kontaktede han redaktionen, og her kommer beretningen:

– Vi tog ud fra Skovshoved den 3. marts. Det var vores første tur i Team Glumsø i år. Min kammerat og jeg blev enige om at sejle til stenrevet fra morgenstunden, da de havde lovet opfriskende vind i løbet af dagen. Vi satte grejet ved 07.30-tiden og blev enige om at trolle langs revet. Efter cirka 45 minutter lavede vi en vending og lige efter var der hug på min dipsy 80 fod ude, fortæller Freddy.

– I første omgang troede vi, at det var en torsk, men hver gang at jeg pressede fisken, tog den bare udløb. Efter en halv times tid, så vi dipsyen bryde vandet og laksen svømmede roligt forbi agter, hvor min kammerat udbrød, at den er stor. Efter to forsøg fik vi den landet, slutter Freddy.

Oven i hatten fortæller Freddy også at det hans største laks til dato trods mange års trolling i både Pukaviken, Simris og Bornholm.

Her på redaktionen siger vi tak for historien og tillykke med den nye personlige rekord!

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This