Fisk & Fris Frederik Hansen har været på havet efter laks. På trods af en mildest talt dårlig start, sluttede turen med nogle rigtigt gode resultater. Her følger Frederiks beretning.
-Årets første trollingtur starter rigtigt skidt, fortæller den noget uheldige Frederik. -Jeg kommer ned til den gamle for at hente båden, og her kan jeg for alvor se at klimaet er noget anderledes end i Mexico, som jeg lige er hjemvendt fra.
Frederik Hansen med dagens største. En flot laks på 15,75 kg.
-Der ligger masser af sne foran garagen, hvilket betyder at jeg den næste halve time skal skovle sne, for at få traileren fri. Klokken er kun 05:00 så det går nok. Lettere forsinket kører jeg af sted, men jeg når ikke mere end et par kilometer, før jeg punktere på det ene trailer-hjul. Satans!!!
Af med båden, ned og hente en donkraft hos den gamle. Tilbage igen for at skifte hjul, hvilket er en smule problematisk eftersom der ikke er meget lys 300 meter fra Næstelsø i kl. 06:00. Det lykkedes dog, selvom jeg nu er 1 time og 20 minutter efter i tidsplanen. Mine to gaster, Cramer og hans fætter Rasmus, er dog overbærende.
Endelig sejler vi ud af Klintholm Havn og kort tid efter, klokken 09:10 sætter vi stængerne. Der går 45 minutter før den første laks sidder der. Sådan går det slag i slag resten af dagen og vi lander i alt seks stykker. Størstedelen af fiskene får vi på planerne med 30 gram foran blinket. Dagens sidste fisk -en stor gris, hugger på falderebet klokken 16. En grum laks på 15,75 kilo og 111 cm.