Mikkel Helms fangede den flotte spejlkarpe på hele 14,6 kilo på en hjemmerullet DT boilie med Chocolate Malt flavour.

13.5.2011 – KARPEFISKERIET er med det udsædvanligt varme forårsvejr for alvor kommet i gang, og Mikkel Helms fra Lyngby er en af de karpefiskere, der har været ude. Fiskeriet skulle foregå i den lokale Lyngby Sø, og netop denne sø var et godt udgangspunkt, for Mikkel fik nemlig en af de rigtig store karper i nettet.

– Jeg fiskede tæt op ad nogle åkander, beretter Mikkel. – Så jeg vidste, at hvis jeg fik et hug her, så skulle karpen holdes meget hårdt for ikke at sætte sig fast i åkanderne. Jeg fodrede op med hjemmerullede DT boilies med Chocolate Malt flavour om aftenen, og brugte samme boilie som krogagn. Næste morgen var der bud efter krogagnen, og heldigvis var det en ældre og temmelig overvægtig dame der havde taget agnen, så hun kunne uden større besvær fightes ind over netkanten. Jeg kunne nu betragte en flot spejlkarpe på 14,6 kilo, slutter Mikkel.

Karperne i Lyngby Sø er udsat i midten af firserne, så der er nogle gamle fisk efterhånden, tilføjede Mikkel desuden til sin rapport.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This