– Jeg landede ved søen i morges ved 7-tiden, fortæller Morten Olsen. – Vi var et par både, der tog ud i den tætte tåge på den næsten vindstille sø.
– Mit fiskeri foregik ved, at jeg trak rundt med levende agnfisk og havde en del pilleri ved den. Ved 10-tiden lød knarren på min flådstang. Jeg tog stangen forsigtigt op og flåddet dukkede op til overfladen. Mens jeg ventede på, at flåddet forsvandt igen, så jeg kunne give modhug, kunne jeg høre, at der foregik noget på en af de andre stænger. Da jeg vendte mig om var bundstangen krøllet totalt sammen.
– Jeg satte flådstangen i stangholderen med det samme, og da jeg gav modhug på bundstangen, kunne jeg mærke et par kraftige hovedryst, og der kunne jeg mærke det ikke var en lille fisk. Efter en 4-5 tunge udløb kom fisken til syne, og da det skete ramte adrenalinen mig, da det var den største gedde jeg har set, og den var væsentligt større end min hidtidige PR på 9,9 kg. Fighten varede ca. 5-10 minutter.
Den store gedde vejede 16,32 kg og var 122 cm lang samt havde en omkreds på 61 cm. Efter vejningen blev fisken genudsat, slutter han.

Morten Olsen med sin flotte 16 kilos gedde taget på flådfisket agnfisk.








