Vi har modtaget et debatindlæg fra Fiskeringen, der repræsenterer 1800 sjællandske lystfiskere:
Fiskeringens bestyrelse har som mange andre noteret sig, at fødevareministeren fremsætter et lovforslag som vil forbyde lystfiskere – altså alle os som anvender stang og snøre – at benytte levende fisk som agn.
Indledningsvis skal det slås fast, at Fiskeringen er meget opmærksom på, at man som lystfisker optræder etisk korrekt og personlig ansvarligt i udførelsen af sin hobby. Dette er indskrevet som en formålsparagraf i Fiskeringens vedtægter. I samme formålsparagraf nævnes, at Fiskeringen skal søge at fremme interessen for og kendskabet til lystfiskeri.
[poll id=”2″]
Lystfiskernes interesse for og mulige bidrag til en bæredygtig og oplevelsesrig færden i naturen bør til stadighed styrkes, ikke hverken reduceres, begrænses eller ligefrem forbydes.
Mere end nogensinde er det nemlig vigtigt, at især unge mennesker kommer ud og får et naturligt forhold til og en god forståelse for sammenhængene i naturen. Forbud og restriktioner er ikke fremmende for dette. Lystfiskeriet er i forvejen på passende vis reguleret af fredningstider, mindstemål, fangstbegrænsninger m.m. Lad det være ved det.
Hvis man virkelig vil fiskevelfærden bør fritidsfiskerne (garn- og rusefiskere) og erhvervsfiskerne således også inddrages. Ellers er det hele blot ren symbolpolitik og højst en art morallovgivning.
Lovgivning skal give mening. Man kan derfor berettiget stille spørgsmålstegn ved hvilken mening dette lovforslag giver, når det kun omfatter lystfiskere.
Effekten af lovforslaget synes derfor forsvindende lille og værdien tilsvarende ringe.
Fiskeringen ser af samme årsag udspillet om et forbud mod fiskeri med levende agnfisk, som en falliterklæring. Fødevareministeren tager ikke fat i grundproblemerne omkring et ringe vandmiljø og et ulovligt garnfiskeri, men angriber i stedet os, de fredelige lystfiskere.
Fiskeringen har som bekendt bidraget til arbejdet med Dyreetisk Råds udtalelse om lystfiskeri. Men det betyder under ingen omstændighed, at vi er enige i konklusionerne.
Som vi påpegede igen og igen under arbejdet, er det vigtigt at se lystfiskeriet (stang og snøre), fritidsfiskeriet (garn og ruser) og vandmiljøet som ét hele. Det var Dyreetisk Råd ikke enig i, men det ændrer ikke på problemstillingen.
Altså: Det er i orden, at fisk og fugle drukner i fritidsfiskernes garn, når der sættes ulovlige garn og ruser i hundredevis ved åmundingerne og i åerne, hvilket ministeren kunne formindske med en mere intensiv kontrol?
Men: Det er ikke i orden at vi lystfiskere dypper en levende skalle!
Altså: Det er i orden, at P&T-fiskeri tillades uden regler omkring fisketæthed, og hvornår de må fiskes efter – efter udsætningen – når der faktisk er en form for regler for opdrættet?
Men: Det er ikke i orden at vi lystfiskere dypper en levende skalle!
Altså: Det er i orden at erhvervsfangede fisk ikke aflives men for størstedelen dør ved langsom kvælning i store net?
Men: Det er ikke i orden at vi lystfiskere dypper en levende skalle!
Må lovgivning være proportionsforvrængende og diskriminerende?
Svarene må fødevareministeren selvfølgelig selv komme med, men Fiskeringen gætter på, at det er fordi, det aktuelle lovforslag er en omgang gratis symbolpolitik, hvor ministeren med nogle billige point kan markere sig som såkaldt dyreven, uden han skal betale for det.
Modsat en indsats omkring fiskerikontrollen, eller regler for P&T-ejerne, hvor det koster penge at gøre noget. Foruden det ramaskrig der ville rejse, hvis det rigtigt gik om for offentligheden hvor mange ulovlige garn, der sættes i ly af efterårsmørket.
En fremsynet dansk-norsk forfatter formulerede allerede tilbage i 1700-tallet dét spørgsmål som alle lystfiskere således nu kan stille sig selv og ikke mindst forslagsstillerne:
“Er det fornuft, som vil forbyde uskyldig tidsfordriv at nyde? Farvel fornuft! Jeg helst er gal”
(Johan Hermann Wessel, 1742-1785).
Morten Søndergaard
Formand – Fiskeringen
www.fiskeringen.dk
