– I torsdags var jeg sammen med min kammerat Magnus taget ud for at fiske et nyt spot i Kongeåen, fortæller Anders Ahrendtsen Jensen. – Der var god aktivitet, men vi fik ingen fisk, så vi besluttede os for at tage revanche i går. Da vi havde fisket det meste af strækket af uden action – bortset fra en enkelt følger, gik vi længere opstrøms.
– Jeg fiskede med en 16 grams FC-spinner med naturgummi og kobber blad. Pludselig fik jeg en lille laks på, men den hoppede af tæt på nettet. Fiskeriet fortsatte, og jeg gik videre. På et tidspunkt mistede Magnus sin spinner, og mens han riggede op igen, gik jeg videre over gyngende grund på noget hængesæk i mudder til knæene. Og midt mens jeg stod der i sølet fik jeg pludselige et tungt og hårdt hug. Der var 100 meter ned til Magnus, så jeg råbte på hjælp med nettet af mine lungers fulde kraft.
– Sekunder efter kom Magnus løbende ud i mudderet, mens vand og søle stod til alle sider, og inden længe havde han fået landet fisken, som viste sig at være en gudeskøn hanfisk på 79 cm og 5,7, kilo. Efter et par hurtige fotos blev havørreden sat ud igen, og svømmede retur, hvor den kom fra.