Emil Olesen med sin flotte guldørred. Fisken huggede på en Vibrax spinner og vejede med sine 48centimeter 1,3kilo. 01.08.09 – I SIDSTE HALVDEL AF JULI var 12 årige Emil Olesen og fiskekammeraten Kristian Jensen taget til Kærshovedgård Put & Take for at overliste nogle ørreder.
De to fiskere lagde ud i den lille sø, men efter et stykke til uden resultater reviderede de deres planer og begav sig i stedet over i den store sø. Det skulle de ikke komme til at fortryde, for efter cirka 20 minutter krogede Emil en vægtig regnbueørred på hele fem kilo. Hermed var det dog ikke slut. En times tid senere krogede Emil nemlig endnu en fisk. Og selvom denne fisk ikke var større end den han allerede havde fanget, var denne fisk nu alligevel noget helt særligt. Det var nemlig en guldørred, som Emil havde fået på linen, og den satte punktum for en rigtig fin dag i det midtjyske.
Et stort tillykke med den smukke ørred, skal lyde herfra.