19.12.10 – HOLSTEBRO OG OMEGNS FISKERIFORENING afholder torsdag den 20. januar 2010 klokken 19.00 en lystfiskeraften med amerikansk lotteri og et foredrag om det revolutionerende tørfluefiskeri efter havørred i åen og et om laksefiskeri i Skjern Å.
Tørfluefiskeri efter havørred er lige så effektivt som det er usædvanligt. Hør hvorfor, hvordan og hvor man kan opleve det nervepirrende fiskeri når Thomas Weiergang holder et underholdende foredrag om hans erfaringer og oplevelser med dette spændende fiskeri. Laksefiskeriet i Skjern Å behøver næppe en nærmere præsentation. Jakob Sørensen vil i sit foredrag tage jer med på en tur langs åens bredder og komme med gode bud på hvordan storlaksen kan overlistes.
Thomas Weiergang og Jakob Sørensen er også forfatterne bag den nyligt udkomne bog "Skælsætninger", der indeholder spændende fortællinger om deres fiskeliv. Denne aften vil det være muligt at købe et signeret eksemplar af bogen.
Foredraget finder sted i Holstebro og Omegns Fiskeriforenings klublokale på Banetoften 74, 7500 Holstebro. Tidspunktet er torsdag den 20. januar 2010 klokken 19.00 og deltagerprisen er 75 kroner for ikke-medlemer af HOF, 50 kroner for medlemmer af HOF og gratis for juniorer op til 18 år. Dørene åbnes klokken 18.30.
Har du ikke mulighed for at komme til arrangementet, men alligevel gerne vil købe bogen "Skælsætninger", er det muligt på Blue dot medias hjemmeside.