Nogle lystfiskere jubler, mens andre er dybt bekymrede over sølvlaksens indtog i de danske vande.
Flere lystfiksere har formået at få sølvlaksen på krogen i den senere tid, og det har vi også fortalt hos Fisk og Fri.
Men nu melder flere spørgsmål sig på banen. Hvor kommer den fra, og er det tilladt at opdrætte den herhjemme?
Hjarnø Havbrug i Hedensted Kommune har bekræftet overfor TV Syd, at de har haft fisken hos sig, men hvordan den er sluppet løs, er der ikke kommet noget frem om.
Desuden er der tvivl om, hvorvidt Hjarnø Havbrug havde tilladelse til at importere fisken. Det er nemlig en stillehavsfisk, som normalt er at finde ved den nordamerikanske vestkyst, men som altså nu også er i danske farvande.
Kan sølvlaksen true andre fisk?
Det skaber bekymring hos Havbrugsgruppen,som består af Danmarks Naturfredningsforening i Hedensted, Odder og Horsens Kommuner. Her siger formand Jan Karnø til Fisk og Fri:
– Det er hunner, der er klar til at gyde, og vi frygter, at de lægger sig i Bygholm Å og Vejle Å, hvor andre fisk også gyder. Det er store, stærke fisk, og det kan gå ud over den normale fiskebestand og reducere andelen af vildtfisk.
Hos Hedensted Kommune venter man nu på en redegørelse fra Hjarnø Havbrug om, hvorvidt de har tilladelse til at importere sølvlaksen.
– Det er Miljøstyrelsen, der skal give den godkendelse, og vi har rykket Hjarnø Havbrug for at se den. Det ville nu også have været rart, hvis vi vidste, at de havde sølvlaksen hos dem, siger miljøchef i Hedensted Kommune Per Nørmark til Fisk og Fri.
I følge Fisk og Fris oplysninger er det Fødevarestyrelsen, som sidder med den endelige godkendelse vedrørende import.
Fisk og Fri har i dag gentagne gange forsøgt at få fat i Hjarnø Havbrug, men de har ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Hvad er en sølvlaks?
(Oncorhynchus kisutch).
Arten kaldes også Coho og er at finde omkring Alaska og British Columbia og endda så langt ned som til Monterey Bay i Californien. Den vejer op til 4,5 kg. og kan blive 60 cm. lang. Den udgør omkring 3 procent af fangede stillehavslaks. Da dens flanker er sølvfarvde referes den ofte til som ”sølvlaks”. Den er meget brugt til rygning grundet kødet, som er orangerødt. Den har en fedtprocent på 5 og et proteinindhold på 22 gram pr. 100 gram.
Kilde: Wikipedia