Mange tror, at medefiskeri mest er noget, der foregår om sommeren, men når det drejer sig om størfiskeriet, så kører det fint hele vinteren. Man kan sågar fange dem på isfiskeri. En af dem, der har trodset elementerne for at komme ud og fiske stør her på det seneste er Mikkel Hjermitslev Mortensen, der forleden besøgte Ny Thorup Fiskesø ved Brønderslev.
– Jeg var taget en tur til min lokale stør sø sammen med en ven, fortæller han. – Det hele startede lidt sløvt ud, og de var meget forsigtige, så jeg mistede rigtig mange, som jeg ikke kunne kroge. Den sidste halve time gik det dog amok med aktivitet, da mørket begyndte og falde på – og til sidst lykkedes det mig at kroge denne fine stør på 23-24 kilo. Belugaen huggede på et hoved fra en skalle, fisket som pop up.