Rune Haltorps bud på en smoltimitation. Konceptet bygger primært på gentagende hackler op langs krogskaftet, og evt. som her videre ned af en extended hookshank.
Laksen er en forunderlig fisk omspundet af traditioner. Rune Haltorp har en utraditionel indgang til laksefiskeriet – og giver dig her sin opskrift på laksesucces i strømvand med imitationsfluer.
AF RUNE HALTORP
LAKSEFISKERIET kan være svært i august. Det er varmt, og der er sjældent meget vand i elvene. Laks og havørreder har sæsonen igennem set fluer dagen lang. Storlaksen lader størstedelen passere uden den store opmærksomhed, men lige pludselig er den der.
Det seje træk i linen, fluestangen rejses til fuld kontakt – fighten er i gang. I denne artikel vil jeg gennemgå mit imitationsfiskeri efter laks og det essentielle i at fluen tilpasses vandets hastighed, så fluen på bedste vis imiterer vandets »byttedyr« under flest mulige forhold. Det er en indgangsvinkel til laksefiskeriet, som har givet mig mange fisk. Hvad enten det er i de jyske åers charmerende stille partier, eller i Norges vildt brusende fosser og blanke nakker, skal fluerne tilpasses forholdene, som de bliver præsenteret i – og du må hellere skifte fluen én gang for meget end én gang for lidt.
Til de mere selektive sensommerfisk, kan man med fordel anvende mindre og mere sparsomt dresset fluer.
Laksefluer der udløser i hugrefleksen
Fluerne til laks har i lang tid været kreeret med omdrejningspunkt i hugrefleksen hos nystegne fisk. Synet af Jungle Cock og farvestrålende vinger er overvældende, når æskerne åbnes, hvilket medfører en form for »Random« imitationens krop. Derved opnås flere effekter, som styrker bedraget. Kraftigt fremtrædende gæller på fluen, dækket under et lidt udstående gællelåg, er en udslagsgivende faktor og de sorte bånd ned over fluens krop, giver en virkelig lækker 3D-effekt sammenlignet med traditionelle laksefluer. Imitationens levende flanker af CDC hackler, pulserer levende og afslører lejlighedsvis underkroppens pragt i små glimt henover strømhvirvlerne.
Overvingen laver jeg oftest af polarræv eller gedehår til de roligere vande. Det er vigtigt, at tilpasse vingens spændstighed til det pågældende vand, man fisker i. Jo højere hastighed på vandet, desto »stivere« skal vingen være for ikke at kollapse under vandtrykket. Undervingen er ganske tynd i sin konstruktion, og har til formål at dække over flankernes hackler. Jeg har haft stor succes med at bruge materialer med et islæt af gult til undervingen.
Konceptet er ideelt til dækning af hvilepladser i de norske elve og ikke mindst de rolige jyske lakse og havørredåer, idet den i rette størrelse imiterer laksens yngel, som befinder sig her. Opgangslaksen – især hannerne – forsvarer deres revir med stor aggressivitet, og en lille smolt i synsfeltet bliver hurtigt fortrængt eller ædt. De mindre varianter imiterer småfisk og er mere velegnet til varmt og klart vand, hvor de diskrete fluer kommer pulserende ind i laksens domæne som et lyn fra en klar himmel – noget der kan få selv den mest træge sensommerlaks til at hugge.
En smuk efterårslaks fra en nordsvensk fjeldelv.
Det praktiske fiskeri
Når jeg fisker de mindre fluer sent på sæsonen, er det ofte for enden af et relativt langt forfang, men det er som nævnt altafgørende, at materialerne på fluen er tilpasset vandhastigheden på det stræk, man fisker. Bliver vingen presset for meget ned af strømmen, fisker fluen ikke optimalt. Omvendt vil et for kraftigt hackle give et busket og unaturligt udtryk.
Præsentationen af fluen er vigtig. Jeg kaster altid fluerne ud på helt strakt line. På den måde fisker fluen fra det sekund, den rammer vandet. Fisker man i lidt hurtigere vand, kan man med fordel belaste fluen en anelse med fx kobbertråd. Omvendt kan man på de roligste partier eksperimentere med at give fluen et mere pulserende liv, ved at nøkke lidt med stangen. Ved linebuens udstrækning og ved små nyk i linen, åbner og lukker hacklerne sig, og giver et livagtigt indtryk.
Rune er stor tilhænger af at tilføre fluen materialer med et islæt af gul på bugsiden.
Sådan bindes 3D-Haltorp
Start med at binde halen ind med to modsat liggende hanehackler. Herefter bindes eventuel belastning ind. Kroppen tørnes af tinsel eller en god fyldig dubbing med iblandet flash. Lav ophold for hver tværgående hackle. Når kroppen er bygget, indbindes vingen, som med fordel kan bindes ind af flere omgange, så den består af kortere og en anelse stivere hår nederst og længere men blødere hår øverst.
Dernæst indbindes en undervinge i lyse nuancer tilsvarende det efterstræbte byttedyrs bug. Til sidst indbindes lidt rød marabou samt tilpasset »gællelåg« af eksempelvis hanehackle. Fluen lakeres og er klar til brug.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2014
