På den anden side af dammen har steelheadfiskerne brugt de såkaldte intruder fluer med efterhængt krog i årevis. Herhjemme er det dog først inden for de seneste år, at åfiskerne har fået øjnene op for denne yderst effektive fluetype, som i en modificeret form egner sig glimrende til danske forhold. Søren Dencker og Jørn Chemnitz har sat sig bag stikket og udviklet nogle fleksible fluer til de skandinaviske strømvande.

Tekst og Foto: Søren Dencker og Jørn Chemnitz

En fin dansk åhavørred er faldet for en velpræsenteret skandinavisk intruder.

En fin dansk åhavørred er faldet for en velpræsenteret skandinavisk intruder.

TELEFONEN RINGER, mens jeg ligger og hygger mig på stranden med familien. Det er Søren min fluementor, der har et kort budskab: – Vejrudsigten siger 40 mm regn i Sydnorge på mandag. En time senere er der bestilt færgebilletter og diskussionen med familien om det rimelige i en drengetur er overstået.

Da vi ankommer til elven er vandstanden fin, men ikke overvældende høj. Der er faldet 20 mm regn, og det er rigeligt til, at nye fisk er trukket op fra fjorden. I den store pool vi skal fiske, er der fisk i luften hvert minut, og laksefeberen rammer os som en hammer. Strækket vi har valgt består af et langt blødt run, der munder ud i en stor doven hvilepool efterfulgt af et langt roligt stykke, der altid holder fisk ved store sten og i de dybere render. Der er ingen fodspor i sandet… så der har ikke været fiskere de foregående dage og selv stierne til og fra vejen ser ud til at være meget lidt betrådt.

SØREN, som har parkeret sig med fluestangen i indløbet til den store pool, står med et listigt smil, som skyldes hans oplevelser med en rørflue, han strikkede sammen i løbet af vinteren. Fluen er opbygget med kort zonkervinge af kaninskind og bløde materialer. Sammen kigger vi på fluens levende bevægelser i strømmen og bliver enige om, at den vil give fisk. Jeg går opstrøms med switchstangen, og fisker mig ned gennem et stille run mod fastliggeren Søren, som fortsætter i indløbet til poolen.

 

Grejxperten

 

Med et væg til væg smil hæver Søren pludselig stangen og en fin 4 kilos laks stryger af vandet flere gange. Fluen virker og efter en god og problemfri fight, glider fisken uden problemer op over grusbanken. Et rungende YES får skaderne i elletræerne til at lette og småskræppende forlader de elven til fordel for et par hustage, hvor de fortsætter med at vise deres utilfredshed med forstyrrelsen. Laksen er fin og frisk fra fjorden med ganske svagt gyldne sider – langt mindre farvet end vi burde forvente her i begyndelsen af august.

Da vi kigger på rørfluen, kan vi se, at røret er knækket lige, hvor krogstyret er fastgjort. Mens vi afliver fisken og giver pladsen lidt ro diskuterer vi forbedringsmuligheder for bindeteknikken. Der kommer forskellige løsninger på bordet, men ingen er helt perfekte. Pludselig kommer der liv i poolen. Laksene hopper som tanglopper i opskyllet ålegræs, der er kommet nye fisk og innovativ flue­binding bliver pludselig ligegyldigt for en stund.

Mulighederne for farvekombinationer er uendelige. Her ses et udvalg at Sørens favoritter, men prøv at lave din favoritflue med denne bindeteknik.

Mulighederne for farvekombinationer er uendelige. Her ses et udvalg at Sørens favoritter, men prøv at lave din favoritflue med denne bindeteknik.

HEN PÅ EFTERÅRET, da fiskesæsonen nærmer sig sin afslutning, mødes vi i fluebindelauget og anekdoter, fra lakseåret der gik, bliver udvekslet. Der bliver hurtigt sat en diskussion i gang om knækkede rørfluer, og inden vi får set os om, tager samtalen en drejning i retning af intruders – et amerikansk system med en efterhængt krog, der er monteret i en løkke på en modificeret krogflue. Et par stykker af os har set intruders i funktion under steelheadfiskeri og flere har set artikler på nettet samt i udenlandske fiskeblade. Intruders er ofte store farvestrålende fluer med masser af gummiben. Det geniale ved denne fluetype er, at den er let, samt at krogen sidder i en løkke, hvilket giver mindre brækstangseffekt end en stor, langskaftet krog. Samtidig sidder krogen langt tilbage og giver flere og bedre krogninger i forhold til »gammeldags« enkelt- og dobbeltkrogede fluer. Desuden kan man skifte krogen ud som man ønsker og derved fiske samme flue med både modhage løse kroge, enkeltkroge eller trekroge.

Kort tid efter er vi gang med en spændende snak omkring materialer, traditioner og meget andet. Søren er vores erfarne fluebinder, som får til opgave at gå i boksen og frembringe nogle kreationer. I løbet af et par uger er han klar med et par gode bud på en fluetype, der kan tilpasses mange forskellige situationer og som kan bindes i forskellige størrelser uden at blive for tung og klodset til almindeligt fiskeri i både Danmark og udlandet.

De senere års udvikling i linetyper har fjernet behovet for tunge fluer som fx waddingtons – og skagitliner kombineret med kompakte hoveder samt ultrahurtigt synkende spidser gør det muligt at få fluen helt til bunds i selv stærk strøm. Og det giver nye muligheder for fluebinderen. Nu kan vi nemlig lave store fluer uden at de bliver voldsomt tunge. Samtidig giver det os muligheder for at bruge mange af de materialer, der ellers er til overs i gemmerne. Selv de store fjer fra nakkerne, som ellers aldrig ville blive brugt kan pludselig indgå i fluebindingen. Det samme gælder mange af de store laksekroge, der har ligget og samlet støv i fluebindekasserne i mange år.

Søren Dencker med en stribe fine havørreder fra Kolding Å. En fin belønning for en eftermiddag med enhåndsstangen.

Søren Dencker med en stribe fine havørreder fra Kolding Å. En fin belønning for en eftermiddag med enhåndsstangen.

INTRUDERFLUER kan varieres i det uendelige. Anvendelsen af fx micro-coloradospinnerblade kan være en særlig god idé i uklart eller farvet vand. Det kan fx være i forbindelse med efterårsfiskeriet i havørredåerne, i flomperioder eller til forårsfiskeriet efter laks. Spinnerbladene giver ekstra liv og uro, som gør fluen ekstra »synlig« – for både fiskenes øjne og side­linjer. Brug af gummiben vil tilføre ekstra liv, og da gummiben kan fås i et utal af farver, er der masser af muligheder for at lave fluer efter egen farvesmag.

Discs, propeller, rasleperler og andet tilbehør kan selvfølgelig også bidrage med ekstra liv til den i forvejen særdeles levende fluetype. Vores vigtigste pointe er: Gør det anderledes end alle de andre. Det gælder både ved fiskeri, hvor iagttagelse af de øvrige fiskeres vaner med hensyn til fisketider, metoder, grejvalg med mere er vigtig, men så afgjort også ved fluestikket, hvor nytænkning kan give dig fisk på land. Vores bud på en velfangende fluetype, der allerede har bevist sit værd ved både elv og dansk å om natten såvel som de lyse timer, kan du se i fotoserien.

Materialer
Krog: lakse- eller streamerkrog alt efter ønske til størrelse på fluen.
Bindetråd: Uni-thread sort 8/0.
Løkke i hale til krogfæste: fx Spiderwire 0.30.
Hale: Microflash kingfisher blue.
Krop: Icedub I farven peacock.
Vinge: Kingfisherblue og sort polarræv + fire stråler juvelflash blue/green.
Fronthackle: Store fjer fra hane­nakker i farven kingfisher blue.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This