Louise sidder her med Anders Seidlings fejlkrogede skælkarpe fra en vestsjællandsk sø. Smukt syn!ANDERS SEIDLING og kæresten Louise B. Jensen fra Roskilde tog d. 1. marts et lille smut på den lokale sø. Målet var gedder. Det startede med, at en lille gedde huggede på en 13 centimeters 4play. De fortsatte med jigfiskeriet.
– Jeg fik et mega hug, som udløste et langt og hurtigt udløb, hvor jeg slet ikke kunne stoppe fisken, som endte med at sætte sig fast i nogle sivstrå inde langs kanten, fortæller Anders.
– Jeg troede selvfølgelig straks, at jeg havde kroget den store grumme gedde, så jeg fik lidt nerver på, da jeg ikke kunne rykke fisken fri af sivene. Til alt held var der et andet medlem ud i en båd, så jeg begyndte at råbe vildt til ham, at jeg skulle bruge hjælp, forklarer Anders og fortsætter.
– Han kom og hjalp og vi sejlede ud efter fisken, og fik fisken i nettet med lidt besvær. Det viste sig til min store overraskelse, at det slet ikke var en gedde, men en skælkarpe, som min jig havde ramt i bugen, hvilket forklarede den vilde fight, slutter Anders.
Karpen vejede 5 kilo og fik sin frihed efter et par hurtige billeder.