På fredag klokken 24.00 stopper laksesæsonen 2021 i de vestvendte åer, så det er med at komme ud, mens du kan. En af dem, der har været ude ved åen for at nyde det sidste fiskeri er Senja Furbo Hansen:
– Lakse sæsonen lakker jo efterhånden mod enden, og derfor skulle jeg da have en af årets sidste ture til Storåen, siger hun. – Vejret var fantastisk med drivende skyer samt skiftevis sol og ingen vind. Åen var faldende, og forholdende var lige efter bogen.
– Jeg startede med at fiske med en sort/orange spinner med guld blad, og efter en times tid skiftede jeg til min personlige favorit, som er sort med gul slids og guld blad. Da jeg havde fisket små 20 minutter, kom der et kraftig hug, og jeg kunne lande en smuk laks på cirka 88 – 90 cm. Fedt. Efter en lille pause, gik jeg i gang igen – og efter det andet kast var der hug igen… Denne gang var det en noget anderledes følelse, og det gik hurtigt op for mig, at det var en stor havørred. Efter en god fight kunne jeg lande en smuk farvet hanørred på cirka 70 cm. Den var kroget perfekt og fik friheden igen. Jeg fiskede omtrent en halv time mere og fik til sidst endnu en flot laks på omkring 65 cm. Sikke en fantastisk dag.