Svenske Tommy Blomander, der er kendt for sine storfangster af sandart fra kajakken, har lige haft den vildeste start på det nye fiskeår på sine lokale svenske søer.
– På min første sandarttur her i år havde jeg egentlig fornemmelsen af, at det ikke var de bedste forudsætninger, for der blæste en kold vind fra nord med både regn og sne. Det var derfor ikke just komfortable forhold, da jeg tog ud på årets første tur efter sandart. Men – hvad gør man ikke, når man bare slet ikke kan vente med at komme ud at fiske?
– Det lykkedes mig ikke at finde mange fisk denne nat, men dem jeg fandt, de var bare store… Det lykkedes mig at få hele tre supersize sandart, hvoraf de to af dem var over 10 kilo: 11,62 kilo og 97 centimeter – samt 10,1 kilo og 96 centimeter. Den ene blev taget på spinnefiskeri med Rapala Peto på 14 cm i farven SMB og de to andre blev taget på vertikalfiskeri. Alt i alt en god start på 2021!