Bente Merete Høgh fangede denne store havørred på 6,9 kilo i den nedre del af Ryå i Vendsyssel – på en 0,20 mm nylonline og med en halvrusten krog!17.8.2011 – BENTE MERETE HØGH fra Aabybro har været en aktiv lystfisker i cirka et år, og hun har ofte været på fisketur sammen med sin mand. Lørdag den 13. august tog de afsted sammen endnu en gang, og denne gang gik turen til den nedre del af Ryå i Vendsyssel, og har fik Bente sig en oplevelse for livet.

– Min mand og jeg var taget på en af vores mange fisketure, og denne gang gik turen til Nedre Ryå, beretter Bente. – Vi kunne lige nå en enkelt fisk, eller måske var det en heldig dag med mange fisk? Min mand gik helt ud til svinget, for efter sigende skulle der være mange fisk lige netop på det sted – eller måske en stor havørred?

– Jeg gik lidt og så på vandet og den smukke å. Det var en dejlig solrig dag. Jeg havde min lille fiskestang med, hvor der var sat en tynd 0,20 mm line på med en blank spinner med en lidt rusten krog i enden. Med det burde jeg nok kunne fange en fisk. Jeg stod tæt ved en bro og hørte så lidt uro i vandet. Vi havde før fanget aborre, der laver "aborresjov" i vandet – en gang imellem kan der være stimer af aborrer, der jager byttefisk. Jeg smed spinneren ud i åen, for det skulle da prøves. Det føltes som om snøren var kommet helt ned på bunden, samtidig følte jeg, at der var lidt bid. Næste gang jeg mærkede et ryk, blev jeg forskrækket. Min fiskestage havde det bestemt ikke godt, og hvor var min mand? Helt ude ved svinget! Jeg forsøgte at ringe på mobilen, så kunne jeg da i det mindste få fiskenettet, som han havde taget med sig. Jeg ved ikke om nogen har prøvet af få fat i en mand på mobil og samtidig få styr på en "haj" nede i vandet? Min første tanke var, om snøren og krogen nu skulle holde indtil min mand kommer til hjælp? Jeg måtte prøve at lire frem og tilbage for at gøre fiske træt. De første 10 minutter føltes meget, meget lange, og endelig så jeg min mand komme daskende. "Se så at få bagdelen lettet og kom med fiskenettet, jeg har fanget en "hval", råbte jeg. Min mand troede vist, at det var en aborre, for han vinkede bare til mig, men han var nok blevet forpustet, han var jo helt ude ved svinget. Men da han fik øje på fisken, fik han godt nok travlt!

– Jeg må have gjort fisken træt, for den var blevet næsten helt tam. Da vi opdagede, at fisken var for stor til nettet, førte vi fisken på stagen hen til bådeslæbestedet. Lige som vi havde nettet under halen på fisken hoppede den fri af spinderen, men heldigvis havde vi styr på situationen og fik fisken hevet i land. Sikke en gyser. Fisken var en havørred på 6,9 kilo med en længde på 86 centimeter, og den skal nu stolt serveres for familien med ordene: "Tænk hvad man kan fange i Ryå med min lille fiskestang og 020 mm snørre!", slutter Bente i sin rapport til Fisk & Fri.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This