Med projektet ”Rovfiskene Retur” – et samarbejde mellem Lystfisker Danmark, Fishing Zealand, seks kommuner, ministrene for Fiskeri, Miljø og Grøn Trepart samt fagfolk og ildsjæle – er målet at genskabe de historisk set meget store bestande af gedder og aborrer, der frem til 1970 levede i farvandene omkring Stevns, Møn, Lolland, Falster og Sydsjælland. Det er fisk, som egentlig er ferskvandsfisk, men som gennem 10.000 år har tilpasset sig livet i brakvand. De er nu blevet til verdens mest saltstærke samt unikke bestande af gedder og aborrer. De lever lige her. Men de er truet af udryddelse.
– Årets opdræt og udsætninger er gået godt, og især Næstved Kommunes ”gedde-eng” har gjort det rigtig godt denne sæson, fortæller Arne Kvist Rønnest fra Lystfisker Danmark. – Et nyt kapitel er desuden skrevet i kampen for at redde brakvandsgedderne. For første gang nogensinde er det lykkedes at få udsat geddeyngel udklækket fra brakvandsgydende gedder – altså fisk, der gyder direkte ude i det saltholdige kystvand. Et gennembrud, der er blevet arbejdet på i adskillige år uden succes – men i år lykkedes det at knække koden. Resultatet var at over 10.000 små gedder i forsommeren blev sat ud i Stege Nor, hvor de skal være med til at sikre artens overlevelse.
– Det er meget værdifuldt med den udsætningsindsats som foregår i flere kommuner. Den kan sikre fiskenes overlevelse! Men tag ikke fejl – det handler om at få genskabt søer, lavvandede områder og velfungerende vandløb. Så skal naturen nok selv klare arbejdet. Så vi arbejder for, at udsætningsarbejdet en dag bliver overflødigt.
– Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har netop udsendt ny bekendtgørelse i høring omkring fiskeriet i brakvandsområdet, som du kan læse her. De ændrede regler vil beskytte rovfiskene bedre fremover. I juli blev der indgået en bred, politisk aftale om dansk fiskeri. og som noget nyt er der nu med flere punkter, som omhandler lystfiskeriet. Det sydsjællandske område blev fint nævnt i aftalen på side 13 i aftalen.
En meget afgørende faktor er om Grøn Trepart vil blive til gavn for rovfiskene. I Rovfiskene Retur projektet har vi identificeret 26 nøgleprojekter for naturgenopretning og habitatsforbedringer. I forbindelse med dette har vi bedt de seks kommuner og lokale treparter om at sikre, at når der udtages areal, så skal det ske med tanke på rovfiskene. De seks kommuner har et særligt ansvar for, at det kommer til at ske. Denne mulighed må ikke gå til spilde, slutter Arne Kvist Rønnest fra Lystfiskerdanmark sin update fra projektet.







