– Her den anden dag tog jeg til en plads i Roskilde Fjord, som jeg har en ganske særlig forkærlighed for, fortæller Tim Theilgaard. – Jeg havde faktisk også besøgt den en uges tid i forvejen, og havde her fanget en rigtigt fin hunfisk på 62 cm, der var mega tyk.
– Da jeg kom frem til pladsen, så jeg nogle der fiskede, og de lignede bare ikke nogen, der havde haft heldet med sig. Jeg begyndte derfor bare at gå og fiske i det hele lave vand med min flue. Her gik jeg i vand til støvlekanten og kastede i vifteform og fremad. Lige pludselig løftede der sig en bølge efter fluen, og få sekunder efter huggede den min flue så hårdt, at jeg vidste, at det var en god fisk.
– Havørreden væltede rundt i vandet omkring 25 meter fra mig, så jeg skyndte mig at sænke stangspidsen mod overfladen, men så vendte fisken bare rundt og gik ud af, mens den trak 5-10 meter skydeline op af vandet på få sekunder.
– Herefter vendte fisken efter et langt udløb, hvorefter den svømmede lige imod mig. Jeg kunne nærmest ikke nå at få linen ligeså hurtigt op på hjulet, som den kom i mod mig. Derefter sprang den ud af vandet, og væltede lidt rundt igen. Så begyndte fisken at gå tungt ind imod mig, hvor jeg så til sidst kunne lade fisken stille og roligt. Straks efter gik jeg ind på det lave vand for at sætte den fri igen – og forhåbentligt få et billede af fisken. Den var meget medgørlig, og jeg fik taget en video samt sat den fri igen. Den svømmede hurtigt mod dybet igen, hvorefter jeg kunne sætte mig ned og nyde resten af aftenen. Fisken var 4 kg og 68 cm lang, slutter han.
Læs mere om efterårsfiskeri i fjorden med fluestangen i denne artikel på fiskogfri.dk.










