REKORDSANDARTEN FRA HARALDSTED SØ

Ulf Hansen med gigantsandarten fra haraldsted Sø

Der er nogle fiskerekorder, som synes umulige at slå – og når en rekord efter 43 år ikke er overgået, så er der tale om en exceptionel stor fisk. Her er historien om den danske sandartrekord, fortalt af fangeren selv – og suppleret af Per Ekstrøm, som selv oplevede fangsten – om end på afstand.

AF PER EKSTRØM

 

DER ER FISK, man husker bedre end andre. Du behøver ikke selv at have fanget den, men stør­relsen eller omstændighederne, som den er fanget under gør, at den fisk aldrig går i glemmebo­gen. En fisk jeg tydeligt husker, selvom jeg ikke var tilstede, da den blev fanget, er Ulf Han­sens danske sandartrekord fra 1978. Hele 11 kilo vejede den.

Ulf og jeg har kendt hinan­den gennem mere end 40 år, og vi har holdt kontakten vedlige gennem vores med­lemskab af Lystfiskerifor­eningen, hvor vi har siddet i bestyrelsen sammen. Og lystfiskere med mange år på CV´et har det jo med konstant at minde hinan­den om: ”Kan du huske den gang?”. Den ene histo­rie efter den anden dukker op i hukommelsen, og rø­verhistorierne bliver som bekendt bedre, hver gang de genfortælles. Forleden, da vi atter mødtes, var jeg simpelthen nødt til at tage fat i ham for at få hele historien om kæmpesandarten, som jeg desværre ikke oplevede ”live”, men det var tæt på, da jeg var en af de første, der blev kon­taktet efter den store fangst.

Historien om den danske rekordsandart

Det var den 15. november 1978. På daværende tidspunkt var jeg sidsteårs lærling på den davæ­rende, nu lukkede telefonfabrik i Søborg. Sammen med Carsten Gilder og Per B. Larsen havde vi siddet og gejlet hinanden op og organiseret fire ”pjækkeda­ge”. Carsten havde fået lov at låne sine forældres bil, og vi kørte ned til Haraldsted Sø ved Ringsted. Søen var i den periode en top sø, hvad angik sandartfi­skeriet, så det var derfor svært at få bådlejlighed, da Lystfiske­riforeningen kun havde to både på søen. Men da det var midt på ugen, var vi heldige.

Vejret var rædselsfuldt. Det blæ­ste en halv pelikan og regnede, men ud skulle vi. Carsten og jeg var i samme båd, mens Per var i en båd for sig selv. Ganske kort efter vi havde forladt broen, hug­gede fisken. Vi var ikke helt klar over om det var en sandart, og det kunne ligeså godt have været en gedde. Tidligere havde jeg kun fanget sandarter på Bagsværd Sø, men det var ikke store mængder og slet ikke i kæmpe størrelser.

En kæmpesandart

Først, da den var helt inde ved båden, kunne vi se, det var en kæmpestor sandart. Den havde hugget på en 40 gram lys Hi- Lo wobler, der var blyet ned med en tregangssvirvel. Vi roe­de ind med det samme for at få den vejet. Her mødte vi Per, der kæmpede mod bølgerne og hav­de besvær med bare at få båden frem. Det er derfor godt, når det blæser, at være to til at ro.

Inde på land fik vi den vejet med hjælp fra en medarbejder fra vandforsyningen som vidne. Nu havde jeg jo fået den kæmpefisk, og så måtte vi jo have havde en til Carsten. Længere nede på søen fangede Carsten så en på 6,8 kilo, og så roede vi ind. Vej­ret var simpelthen for hårdt. Inde ved broen gik Per rundt, da han havde opgivet på grund af blæ­sten. Da der kun var to både på Haraldsted, var vores kammerat Flemming Madsen kørt til Gyr­stinge Sø, som ligger seks kilo­meter derfra sammen med Tho­mas Thomsen. De havde hver fået en sandart, og på vejen kørte de forbi Haraldsted Sø for at se, om vi havde fanget noget.

 

Vægten på rekordsandarten dobbelttjekkes

Vi var dog allerede kørt, så Flemming kiggede i rapportbo­gen for at se fangsten. Da han så tallet 11, blev han i tvivl, om der var misset et komma, så der i virkeligheden stod 1,1 kilo, men blev så enig med sig selv om, at der stod elleve. Det siger sig selv, at når man fanger en så stor fisk, så kan størrelsen let bli­ve draget i tvivl. Vi kørte derfor rundt til forskellige medlemmer af Lystfiskeriforeningen, så de med selvsyn kunne se fisken. Da Gert Bendix havde set fisken sagde han: ”Kør ned til Frede­riksdal, der holder de altid møde om onsdagen”. ”De” var den hårde kerne af medlemmer med den tidligere overinspektør Ejnar Jensen i spidsen, som hver ons­dag ordnede verdenssituationen over et par pilsnere. De blev lok­ket ud af hytten, og en af de til­stedeværende fremdrog sin egen bismervægt og vejede den. 10,9 kilo viste vægten efter cirka 8-9 timer, så et vægt­tab på kun hundrede gram bekræftede kun størrelsen.

Rekordsandarten fra Haraldsted – set fra sidelinjen

Det var Ulfs fortælling om sandarten. Her er hvor­dan jeg oplevede det. Jeg nævnte tidligere, at jeg var en af de første, der fik med­delelse om den store sandart. Telefoner var på da værende tidspunkt ikke noget, som lå i lommen på enhver. De sad fast i væggen, så Carsten Gilder må have lånt en på vandforsyningen, da jeg fik en opringning på mit arbej­de. At de var på Haraldsted Sø, vidste jeg godt, men det første jeg fik at vide var: ”Ulf har fanget en sandart på 11 kilo!”. Jeg skulle der­for have fat i Berlingske og Børge Munk Jensen, da det var en kæmpe sensation.

Berlingske var jo det ene­ste sted, hvor der var op­lysninger om lystfiskeriet i Danmark på den tid. Hvor og hvordan der skulle kom­me billeder ud af det, og hvor de efterfølgende ville tage hen, fik vi slet ikke talt om, så var røret lagt på igen. Da jeg kom hjem, gik jeg derfor i gang med at ringe rundt for at indkredse deres opholdssted. Efter en par opringninger, hvor beske­den var: ”De er lige kørt”, fik jeg omsider kontakt, for jeg ville naturligvis gerne se så stor en fisk og ikke mindst tage nogle billeder af kæmpe sandarten.

Drømmerejse for rekordfisken

Jeg lånte min fars folke­vogns boble, og så kørte jeg afsted. Vi mødtes på Frederiksberg, og kørte der­efter ud til Ulf, der boede i Værløse. Her var Jens Ploug Hansen også kommet for at tage billeder og samle stof til en artikel. Billedet af sandarten findes i Jens` bog på side 133 i bogen ”Gedde, abor­re, sandart” fra 1979. Sandarten blev også anmeldt til ABU, og blev årets største, hvilket ind­bragte Ulf deltagelse på årets drømmerejse. At Ulf året efter fanger en pighaj på 10,2 kilo på en tur med Bonavista, som også blev årets største, medførte, at han deltog på to drømmerejser i træk. Og sandarten? Ja – den blev overdraget til den meget dygtige konservator på Zoologisk Muse­um, Harry Hjortaa, der fik den udødeliggjort, så den nu hænger hjemme på væggen hos Ulf til minde om en helt fantastisk fi­skeoplevelse.

Sandarterne på Haraldsted Sø er i dag en saga blot. Efter ganske få år stoppede erhvervsfiskeren, da han havde tømt søen, hvilket minder mig om, at efter 40 år er det endnu ikke lykkedes, at få sat en stopper for erhvervsfiskeriet på de danske søer. Spørgsmålet er om det nogensinde sker?