Mikael med sin flotte regnbueørred på 6,05kilo. Fisken huggede resolut på en Mepps1 spinner, og den fightede hårdt og indædt indtil det sidste.

14.09.09 – PUT & TAKE SØERNE rundt om i landet begynder så småt at fiske rigtigt fint igen, nu hvor vandtemperaturerne er nedadgående. For en uges tid siden var Mikael Svinth Møller med sin far i Guldforhoved Put & Take, og i den forbindelse måtte en del af søens fisk ind og vende ved bredden.

Også Mikaels far fangede fisk i Guldforhoved Put & Take. Her fremviser han et pragteksemplar af en guldørred, som huggede på en klat Powerbait. – Vi startede med at fiske omkring kl.11.00, fortæller Mikael. Det regnede ret meget, men jeg havde heldigvis klædt mig ordentligt på med varmt tøj. Jeg gjorde min stang klar og satte en blank Mepps1 på linen. Jeg havde spottet nogle ørreder, der blev ved med at jagte nogle små fisk nede i et hjørne af søen, hvor jeg vidste der ca. var 1,5-2 meter vand. Jeg kastede min spinner ud adskillige gange uden held, men så i 17. kast – eller deromkring, lige da jeg skulle til at trække min spinner op af vandet, kom fisken jeg havde ventet på. Den kom helt nede fra bunden og slugte nærmest min lille Mepps.

Fisken tog nogle lange udløb, gik direkte mod bunden og var sej at trække op. Jeg fightede med fisken i omkring 12 minutter og tog den med ro, fordi jeg godt kunne se og mærke, at det var en stor fisk jeg havde med at gøre. Jeg var noget bekymret for min lille fire fods Kinetic stang, men til sidst gav fisken op, og jeg kunne lige så stille hale den ind i mit fangstnet. Det var en kanon oplevelse med flere mindre ørreder oven i, slutter Mikael sin beretning.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This