Af Rasmus Ovesen
Så har der været udslip af regnbueørreder i Musholm Bugten igen. Denne fisk blev fanget på Reersø af Fisk og Fri’s Rasmus Ovesen. Den huggede på en lille tangloppeimitation.
I STARTEN AF NOVEMBER lækkede Musholm Lax havdambrugets bure endnu engang, og hen mod 1000 regnbueørreder søgte herefter ind mod de Vestsjællandske kyster.
Jeg var én af dem, som drog af sted på kysten for at rydde lidt op i faunaforureningen, og selvom fiskene ikke var decideret lette, så lykkedes det alligevel at sightfiske et par fine eksemplarer helt inde i blæretangen.
Den største var en tromlefed fisk på knap fire kilo – en fisk, som huggede på en minutiøs tangloppeimitation.
Udover regnbueørrederne blev det også til et par mindre havørreder og en omtrent 25 centimeter lang tobis, som utroligt nok havde inhaleret fluen helt og aldeles – en noget anderledes Grand Slam må man sige.