De danske og sjællandske bækørredbestande har skrantet foruroligende de sidste mange år. Bestandene er i 2020 så langt nede, at man nu for alvor arbejder hårdt på at finde årsagerne for at kunne gøre noget ved det.

AF JENS BURSELL

Jens Bursell med stor bækørred fra å på Sjælland

Jens Bursell med flot sjællandsk bækørred taget på in-line spinner, der muliggør afkrogning 100 % under vand med pushback-disgorger.

– Fishing Zealand, Den Sjællandske Grusbande og Roskilde Kommune afholdt derfor et åbent møde om den kritiske situation for de sjællandske bækørredbestande i den gamle byrådssal på Stændertorvet i Byens Hus i Roskilde søndag den 19 januar, fortæller Rune Hylby, der er bandeleder for Den Sjællandske Grusbande til Fisk & Fri.

Oplæg om bækørredernes udfordringer

Med til mødet havde man inviteret to oplægsholdere – Kaare Maniche Ebert fra DSF og Henrik Ravn fra DTU Aqua, der er en af landets førende eksperter på netop bækørred.

– En af Kaare Maniche Eberts mest væsentlige pointer var, at årsagen til tilbagegangen ikke nødvendigvis er den samme i alle vandløb, fortsætter Rune. – Alle åsystemer har deres unikke udfordringer, hvor det nogle steder fx i Jylland kan være fx prædation fra skarv eller odder, der er hovedårsagen, mens det i andre vandløb – eksempelvis på Sjælland – kan være udtørring af vandløbene om sommeren, der er den udløsende faktor.

– Henrik Ravn fremhævede tre vigtige indsatsområder for fremme bækørred populationerne, beretter Rune: 1) Mere bæredygtig forvaltning af fiskeriet – eksempelvis ved et total forbud mod hjemtagelse af fisk, 2) Regulering af skarv bestandene og 3) Udlægning af flere skul til fiskene – fx trærødder, grene, store sten og lignende.

Workshops om bækørreden

– Efter oplæggende blev der dannet fire mindre workshops, hvor grupperne diskuterede måder at løse udfordringerne på, hvorefter de enkelte grupper holdt oplæg om det, de kom frem til, fortsætter Rune. – Under diskussionerne blev det blandt andet nævnt, at man måske skulle kigge på fødebegrænsning som en anden mulig faktor for tilbagegangen i åerne, fordi netop mange af de insekter, som ørrederne spiser, også er i tilbagegang mange steder.

Et andet emne der var oppe var mulighederne for at lave fredning eller lokale reservater, hvor der var fiskeri forbudt – for på den måde at skabe områder der kunne bruges som reference og  opformeringscentral for ørrederne i åen. Prædation fra mink og odder blev også diskuteret, eftersom dette i nogle områder også en faktor, der er med til at gøre det svært for bækørred bestandene.

Ændret udsætningspraksis påvirker bestanden

– På udsætningsområdet blev det også diskuteret, hvorvidt det, at man ikke længere sætter ørred ud højt oppe i åerne, men i stedet i mundingerne, kan have været en del af årsagen til den faldende bestand af netop bækørred, forklarer Rune. – Udfordringen ved at udsætte højt oppe i vandløbet kan dog være, at man får en situation, hvor de unaturlige udsatte fisk konkurrerer med de vilde ørreder, der er klækket naturligt i vandløbet.

 Nye møder på Fyn og i Jylland

– Der var ikke en konkret konklusion på mødet, men man arbejder videre på at bruge diskussionerne som inspiration til at lave en slags håndbog for, hvordan man bedst kan gribe situationen and i de forskellige vandløb i forhold til de specifikke lokale udfordringer der er, understreger han. – Vi har nu nedsat en gruppe på fire mand, der går videre med dette. Fælles for deltagerne var, at det ville være rart at have sparring med de øvrige landsdele og man opfordrer til at lave lignende møder i Jylland og på Fyn, for at få fælles fodslaw for en god kurs i forhold til de tiltag, der skal gøres, for at vi kan få bestandene på ret køl igen.

 

Jans Lystfiskershop

 

Helt konkret var der en enkelt forening, som meldte ud, at de nok ville indføre totalt forbud mod hjemtagning af bækørred i deres lokale vande. Der er ingen tvivl om at, hvis udviklingen fortsætter i samme negative retning for bækørredbestandene, så er det ikke sikkert, at der overhovedet er et bækørredfiskeri om nogle år, slutter Rune Hylby, der igennem mange år har gjort et fantastisk stort stykke arbejde for de sjællandske ørredbestande.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This