– Jeg skulle et ærinde i Herning, så hvorfor ikke kombinere med en fisketur, fortæller Arne Biering. – Jeg valgte Herning fiskepark, da der her var mulighed for solskinsbars, for netop denne art – også kaldet sunshine bass, har jeg fisket forgæves efter i et stykke tid.
– Efter et par timer uden nap, fik jeg en god snak med stedets ejer, og der faldt nogle fif af, som straks blev afprøvet. Jeg fik skåret lidt små kødstykker af en nyligt fileteret fisk på rensepladsen, og under et træ spottede jeg en meget livlig stime bass. Herefter havde jeg med bare én krog og et lille indikator flåd et virkelig fedt pürsch fiskeri. Jeg skal love for, at det ser vildt ud, når sådan en bass åbner sit store gab og inhalerer agnen. Der var stor forskel på fighten, men den største tændte fuldstændig af, da den blev kroget. Turens største solskinsbars var 49 cm og 1,84 kg. Det her fiskeri kunne godt gå hen og blive stærkt vanedannende.