– Efter at have mistet en laks lige før kvoten lukkede i Storeåen, var lysten ikke så stor, så jeg har holdt en lille pause fra laksefiskeriet, fortæller Andreas Horn Sloth. – Men nu er lysten kommet tilbage, og jeg har det sidste stykke tid siddet og holdt øje med nedbøren: Endelig var der regn på vejrudsigten, og jeg fik aftalt med en fiskemakker, at vi skulle afsted.
– Jeg kom til Storeåen to timer før min fiskemakker, da der lige var noget han skulle ordne først. Da jeg kom til parkeringspladsen var der kun én bil i forvejen, så der var heldigvis ikke trængsel ved åen. Jeg sad i bilen og riggede mit grej til, da den næste fisker ankom. Han gik hurtigt ned til åen, og da jeg kommer derned, stod han og vinker efter mig, så jeg løb hen til ham. Da jeg nærmede mig kunne jeg se, at han allerede var ved at lande en laks. Jeg kom hen til ham, og vi fik taget nogle flotte billeder af hans fisk, og han var mega glad, da det var hans første laks i år.
– Vi snakkede lidt sammen og jeg sendte billederne til ham. Derefter gik han videre ned af åen. Jeg blev på det samme stræk, som han havde fisket og sagde til ham, at nu skulle han jo ikke gå for langt væk, når han senere skulle hjælpe mig med at tage billeder…
– Jeg gik 100 meter nedstrøms og startede mit fiskeri. Da jeg var kommet 50 meter ovenfor, hvor han fangede laksen, skete det endelig efter mange timers fisken efter de store blanke, at jeg fik bid. Midt i den hektiske fight flåede jeg telefonen frem og fik ringet til den anden fisker. Han tog telefonen og spurgte om han skulle komme med nettet, hvorefter han løb alt hvad han kunne og nåede heldigvis frem, så han kunne hjælpe mig med at lande og forevige den flotte hunlaks på 95 cm. Den kom hurtigt tilbage i vandet, og et uforglemmeligt minde var skabt.
