Jørn Bæk og Jesper Larsen var de to velfortjente vindere af Drømmerejsen i 2011. De er netop kommet hjem fra en fantastisk tur til Andamanerne i det Indiske Ocean sammen med Fisk & Fri’s Gordon P. Henriksen og Thomas Hansen fra Pure Fishing. Følg med på en tur, der i den grad levede op til titlen – Drømmerejsen.

Tekst og fotos: Gordon P. Henriksen

 

Jans Lystfiskershop

 

Det er hårdt arbejde at poppe igennem og fighte de bomstærke GT’er. Men når sådan en hugger i kæmpeplask og man lægger alle sine kræfter i for at få den i båden – ja så er det i den grad alt sliddet værd, når man kan smile til fotografen!

Det er hårdt arbejde at poppe igennem og fighte de bomstærke GT’er. Men når sådan en hugger i kæmpeplask og man lægger alle sine kræfter i for at få den i båden – ja så er det i den grad alt sliddet værd, når man kan smile til fotografen!

LANGE FLYTURE, færgesejlads og en dejlig indisk middag samt et par kølige Kingfisher øl er nu overstået, og det er tid til det, vi har glædet os til i så mange måneder: Der skal fiskes! Jespers forhåbninger er simple og nogle de fleste nok kan genkende: Han vil gerne fange så meget som muligt og gerne så stort som muligt. – Lyder det bekendt? Nordjyden Jørn er derimod lidt mere beskeden. Han er ikke til det tunge poppergrej og holder mere af en lettere stang til fiskeri med stick­baits. Fokus for ham er at fange så mange og så spændende arter som muligt. Det skal vise sig at begge deltagere vil få en drømmerejse der i indfrier alle deres fiskefantasier.

Drømmefiskeriet er et poppereventyr efter giant trevally

VORES GUIDE, Qutub, tager godt imod os og er dybt imponeret over alt det grej, vi har med. – Sjældent har jeg set så godt forberedte fiskere rent grejmæssigt, fastslår han med sin hyggelige indiske accent. Jesper er grejentusiast, og har solgt en hulens masse havgrej for at få råd til en hulens masse tropegrej. Selv er jeg heller ikke typen, der går ned på grejet, og det kan vel egentlig ikke overraske at Thomas Hansen, der til dagligt er salgschef i Pure Fishing, har slæbt en stribe af de lækreste Penn stænger og hjul med. Jørn derimod har et stort, gammelt spinnehjul, men har dog investeret i en ny rejsestang. – Er der en fisk, som smadrer hjulet, ja så er det også en værdig død, påpeger Jørn, da Qutub ser noget skeptisk på det gamle hjul.

Artikelforfatteren, Gordon P. Henriksen, var med på Drømmerejsen for at dække begivenhederne. Og udstyret med kamera såvel som fiskestang blev han selv i den grad grebet af popperfiskeriet efter de store GT’er.

Artikelforfatteren, Gordon P. Henriksen, var med på Drømmerejsen for at dække begivenhederne. Og udstyret med kamera såvel som fiskestang blev han selv i den grad grebet af popperfiskeriet efter de store GT’er.

FISKENE er nemlig stærke her. Rigtig stærke. Muligvis er denne form for fiskeri noget af det, der kræver allermest af både fiskeren og grejet. Ikke alene skal der kastes dagen lang med agn, der vejer godt over 100 gram. De fisk, der måtte hugge, skal også presses benhårdt. Få meter under fiskene er koralrevene klar til at kappe linen over, og fiskene søger instinktivt straks i sikkerhed mellem korallerne. Derfor skal bremserne stilles stramt, og det øjeblik en stor fisk bliver kroget, er det bare med at sætte hårdt mod hårdt og give den alt hvad man kan. Og dét er noget, der sætter fiskeren såvel som grejet under pres

Men det er nok også det, der er så fascinerende ved denne form for fiskeri. Man skal i dén grad yde for at nyde. Mange kast med tungt grej i den bagende sol er hårdt arbejde. Der skal hidsige og voldsomme bevægelser til for at få de store poppere til at plaske konstant i overfladen – og når der endelig er hug, sætter man gerne alle kræfter ind på en gang. Til gengæld er tilfredsstillelsen når en god fisk kommer op i båden enorm. Man føler virkelig man har arbejdet, og belønningen føles derfor det større.

Eventyret sættes i gang – og hidsige hug falder straks på skandinaviske geddeagn!

Hver dag serveres der et stort indisk måltid ude i båden. Og det er strengt nødvendigt med friske energikilder og masser af væske når der skal fiskes igennem i varmen.

Hver dag serveres der et stort indisk måltid ude i båden. Og det er strengt nødvendigt med friske energikilder og masser af væske når der skal fiskes igennem i varmen.

ENDELIG er vi i gang, og Jørn finder hurtigt sin helt egen troperytme. Skandinaviske geddeagn som fx Westin Jerk, Buster Jerk og Savage Gears Freestyler bliver udsat for lidt af hvert, og de skarpe tænder fra groupers, needlefish, bluefin trevally og barracudaer sætter hurtigt deres tydelige spor. Jørns drøm om at fange mange arter lykkes glimrende, og på trods af at fiskene ikke er i rekordstørrelse – indtil videre – er de stadig bomstærke og river ham godt rundt. Guiderne er vilde med de skandinaviske geddeagn som får en hidsig og lokkende side til side gang, når de spinnes ind i høj hastighed. Generelt er det sådan, at trækker man tættere ind på kysten, fanger man flere fisk og flere arter, mens de større giant trevally oftere findes ude på det lidt dybere vand.

POPPERFISKERIET er det, jeg er taget herned for at dyrke, så jeg klør stædigt på, og prøver ivrigt de mange medbragte poppere for at se, hvilke jeg og ikke mindst fiskene synes bedst om. En af mine poppere er lidt speciel, da det er en stor håndlavet træpopper, skabt af Allan Christiansen, der også er kendt som Jerksnedkeren. Han laver nogle fantastiske håndlavede geddeagn og på min opfordring har han forsøgt sig med et par poppere. Allerede i andet kast med en af disse, bliver stangen næsten revet ud af hånden på mig, og det er lige før, jeg vælter for­over. En GT har taget agnen i en hidsig vending lige ved siden af båden. Bremsen er så hårdt stillet, at der ikke er meget at give af, og det bliver en kort, men brutal fight. Jeg er sikker på, at fisken vejer mindst 15-20 kilo, men da den kommer op og er klar til at blive håndlandet, kan vi se det bare er en mindre GT på 6-7 kilo. Men hold da op, hvor var det et hidsigt hug og en fed fight. Jeg er solgt til stanglakrids, og med ét forstår jeg, hvorfor at flere af mine kammerater derhjemme er blevet manisk besat af at konstant at planlægge deres næste poppertur.

Jørn Bæk blev hurtigt fascineret af artsrigdommen og fiskede meget med en relativ let stang og en Westin Jerk med udskiftede kraftige saltvandskroge. Det gav adskillige arter, heriblandt denne smukke coral trout.

Jørn Bæk blev hurtigt fascineret af artsrigdommen og fiskede meget med en relativ let stang og en Westin Jerk med udskiftede kraftige saltvandskroge. Det gav adskillige arter, heriblandt denne smukke coral trout.

JESPER LARSEN er godt kørende. Han er en dygtig og viljestærk fisker og bliver også belønnet med mange fine fisk. Når vi flytter os fra plads til plads, hvilket godt kan tage et stykke tid, pga. de ikke alt for hurtige både, troller vi stort set altid. Undervejs stifter Jespers bekendtskab med en kongemakrel i den helt rigtige størrelse, og jeg får da også hilst på et par hidsige barracudaer i str. godkendt. Men sjovt nok er det ikke kun de store fisk, der vækker glæde. Jesper fanger nemlig en lille bonito tun på ca. et kilo, men er pudsigt nok rigtig glad for denne fisk. De indiske guide er godt forvirrede over, hvorfor han er så lykkelig over en lille fisk, som er ret almindelig på disse breddegrader. Men det var netop også en lille bonito tun, der sikrede Jesper denne fantastiske rejse. De små tun, han fangede under målrettet fiskeri i Sverige, var nemlig første gang det var lykkedes for en dansker at fange dem i skandinavisk farvand, og det gjorde at han blev valgt som drømmerejsevinder, og nu kan nyde sin præmie i fulde drag.

Vi er på vej ud på Minerva Revet, der ligger et godt stykke fra kysten. Dybden her er ca. 40 meter, og der er et lille område, hvor der kun er 23 meter dybt, hvilket lokker fiskene til. På vej ud til pladsen fortæller Qutub, at de aldrig har været der uden at fange GT. – Sådan noget må du da ikke sige, svarer jeg og er nu i den grad tændt på at sende en popper ud over Minerva. Pladsen vi er på vej til er døbt Max Pop på Garmin plotteren, og jeg spørger nysgerrigt ind til navnet. – Jo, en englænder der hedder Max fangede en GT på 35 kilo en gang herude, så vi opkaldte pladsen efter ham. Hvis du fanger en der er større, skal vi nok kalde den Gordon Pop, griner Qutub.

Popper og freestyler – giant trevally og sejlfisk er på jagt

Jesper Larsens sejlfisk huggede rent på hans Freestyler Jerkbait og oplevelsen af at kroge og fighte en sejlfisk på kastefiskeri er vist ikke lige en han glemmer foreløbig...

Jesper Larsens sejlfisk huggede rent på hans Freestyler Jerkbait og oplevelsen af at kroge og fighte en sejlfisk på kastefiskeri er vist ikke lige en han glemmer foreløbig…

FORNEMMELSEN, når man første gang kaster popperen ud over sådan en plads, er skøn. Troen på, at et monster nok skal stige op fra dybet, er nok til at selv de mest slidte og gennemsyrede popperarme sagtens kan finde fiskeenergien frem på ny. I tredje kast er der fire fisk, som følger popperen uden at hugge, og Jesper skifter hurtigt til en Freestyler stickbait i hidsige røde farver, for at se om det hjælper. Pop – Pop – Pop – Smask! En GT smækker min popper og trækker hårdt til. Heldigvis er der 23 meter ned til bunden, og fisken kan derfor godt få lov at tage lidt line. Min stang knager helt ned i håndtaget, så jeg finder samtlige kræfter frem og giver fisken igen med alt hvad jeg har.

Det er en god GT, men langt fra stor nok til at udfordre navngivningen af denne plads. Jesper skyder et par billeder og fisken får derefter sin frihed. Qutub skyder den til 15-18 kilo, men Jesper og jeg er ikke helt så optimistiske som Qutub, og 11-12 kilo er nok mere realistisk. Den er på ingen måde en stor fisk i GT sammenhæng – men jeg er lykkelig og bliver bare mere og mere vild med popperfiskeriet.

Efter at have bællet en liter vand, kører vi på igen, og pludselig råber Jesper oppe fra stævnen. – Maaarliiin. – Hvad fanden ævler han om, når jeg lige at tænke, før jeg vender mig om og hører Jesper råbe på ny- – Saaaiiilfiiish, i det en stor flot sejlfisk springer fri af vandet tre gange i træk med Jespers røde Freestyler i næbbet. Hvad sker der lige der!

En grov barracuda har hugget på en rød/hvid X-Rap wobler og den giver ikke lige op uden kamp!

En grov barracuda har hugget på en rød/hvid X-Rap wobler og den giver ikke lige op uden kamp!

TANKERNE suser gennem mit hoved. Sejlfisk er ekstremt sjældne her – faktisk har vores guider aldrig fanget en – ikke en gang på trolling. Og nu er der et seriøst eksemplar, der har hugget over 23 meter vand på Jespers stickbait! Og ikke nok med det – det lader ligefrem til, at den er kroget. Sejlfisk fiskes som regel med agnfisk eller konaheads og mindre enkelt kroge. Den minder på sin vis om en forvokset bredskuldret hornfisk på steroider, og det er ingen let sag at sætte en stor 5 X trekrog i næbbet på den! Men ikke desto mindre er det lykkedes for Jesper. En verdenssensation, kan man måske ikke helt kalde det, men det er med garanti første gang, det sker på Andamanerne, og vi kan tydeligt mærke, at Qutub og hans to medhjælpere et helt oppe at køre. Men de er stadig meget alvorlige. Denne her fisk skal bare ind. En af dæksdrengene går efter gaffen, men Jesper og jeg er enige og får hurtigt fortalt ham, at gaffen kan han godt pakke væk. Sejlfisken skal genudsættes, og den skal håndlandes uden brug af gaf. Det er ikke nogen let opgav for dæksdrengen DJ, der af gode grunde aldrig har håndlandet en sejlfisk før. Til gengæld er der god tid at lige få lagt en strategi, da fisken tager mange udløb og spring, og Jesper er godt spændt for på hans TRQ popperstang og Stella­spinnehjul.

At lande en sejlfisk uden gaf – noget af en udfordring

Jørn Bæk giver den gas og fighter en tun der huggede på en lille gummiblæksprutte.

Jørn Bæk giver den gas og fighter en tun der huggede på en lille gummiblæksprutte.

JEG SKYDER LØS med kameraet, mens jeg får forklaret DJ, hvordan vi håndlander sejlfisk i Mexico ved at tage et solidt greb i næbbet. Men da fisken kommer op til båden og to forsøg mislykkedes, er vi nødt til at ændre strategi. DJ har svært ved at fået godt greb i næbbet og de to store 5/0 trekroge, der sidder meget tæt på der, hvor han skal tage fat, gør det ikke nemmere. Og det kan jeg sagtens forstå. Jeg har selv prøvet at have en trekrog i hånden, samtidig med den anden krog på agnen sad i en gedde, og jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det må være at være hægtet ubehjælpeligt fast til en hidsig sejlfisk.

DJ tager en rask beslutning og tager i stedet fast i halen. I andet forsøg lykkedes og med lidt hjælp fra den anden dæksdreng, Nibhas, løfter de den op på dækket, og der lyder glædesskrig på hele linjen. Jesper styrter op i stævnen, smider armene i vejret og sender en solid hilsen hjem til drengene i Danmark – og det er nok lige før, at det var højt nok til de kunne høre det… Derefter er han hurtig på plads til en andamansk lap­dance, hvor han får dyret i skødet og jeg skyder et par hurtige fotos. Derefter tager han krogen ud, får fat i næbbet og kan roligt genudsætte fisken, der cruiser lidt i overfladen, før den dykker. En sejlfisk taget på kastefiskeri, er ikke noget vi nogensinde havde drømt om – men vi tager gerne hvad der kommer!

Det er første fiskedag og Drømmerejsevinderen Jesper Larsen popper igennem alt hvad han orker. Alligevel er der lige overskud til at nyde Andamanernes spektakulære omgivelser. Krystalklart vand, koralrev, jungle, regnskov, sandstrande, klippe­kyster og høj sol. Det er noget der luner på en januardag...

Jesper Larsen tager en velfortjent slapper, i det båden flytter fra plads til plads. Men et par woblere er bag ved båden, og dette resulterede i flere bonusfangster i form af kongemakrel, barracuda og adskillige andre arter.

Vi beslutter os for at sejle ind mod øerne igen, og guiderne tilbereder en skøn indisk frokost med ris og karry, som vi nyder, inden der igen skal poppes efter GT tættere på land. Qutub hører, at det endnu ikke er lykkedes Jesper at få en GT på popperen, og insisterer på, at han ikke må fiske med stickbait resten af eftermiddagen. Og det var ikke så tosset en beslutning fra guidens side, for en time senere forvinder Jesper popper i en hvirvel, og han er igen godt spændt godt for. Han har stadig kræfter tilbage og får fightet den flotte og bomstærke GT ind. Vi vejer den til 13 kilo og derefter genudsættes den, inden vi troller hjemad. Som om Jespers dag ikke havde været god nok, nupper han lige en bundsolid kongemakrel på 11 kilo på vej ind, som hele holdet nyder til aftensmad tilberedt af den dygtige kok på vores hotel. Se det var en rigtig Drømmerejse.

Seriøst grej og robuste agn til andamanernes big game-fiskeri

Stænger og hjul, der kan tåle mosten: Selvom rejsen til Andamanerne kan gøres relativt billigt, skal man beregne en vis udgift til grej. Denne form for fiskeri kræver nemlig grej, der kan tåle mosten, og den slags er ikke billigt. Vi benyttede Penn TRQ poppingstænger samt Edge nye 3776 Popping og Jigging stænger. Penns TRQ hjul, Shimano Stella 10000 og 5000 samt Tica Talisman er alle hjul, der er bygget til denne form for fiskeri, og som ikke viste tegn på svaghed på denne tur. Det kan man desværre ikke sige om Jørns ældre model, der ikke blev brugt meget på de sidste par dage af turen…

Beach No. 7 på Havelock Island er kåret til at være Asiens bedste af Time Magazine, og Drømmerejevinderne kan bekræfte at der bestemt er overdrevent smukt. Her er det Jesper der går en stille tur, få timer før turen går hjemover mod Danmark.

Beach No. 7 på Havelock Island er kåret til at være Asiens bedste af Time Magazine, og Drømmerejevinderne kan bekræfte at der bestemt er overdrevent smukt. Her er det Jesper der går en stille tur, få timer før turen går hjemover mod Danmark.

Endegrej der virker: Vi fire, der var af sted på Drømmerejsen, er på ingen måde poppeksperter, men vi havde allieret os med bl.a. Lars Nielsen, Thomas Munksgaard og Dan Meyrowitsch, der alle har skrevet popperartikler for Fisk & Fri. De hjalp os med at få det rigtige gear med, og poppere der virkede for os var især Halco Roosta Haymaker, Herus Cubera og Sebiles Splasher. På stickbaitfronten var Savage Gears Freestyler et kæmpe hit, og alle fangede rigtige gode fisk på denne agn. Den er desværre udgået af sortimentet, så hvis du har planer om en tropetur og ser den i butikkerne, skal du ikke vente med at slå til! Vi havde også et par Westin Jerk med, og de gav mange arter, dog mest mindre fisk. Samtlige kroge og springeringe var pillet af alle agn og udskiftet med Owner Hypewire springeringe og ST66 kroge. Dette er en lille, men afgørende detalje, da fiskene dernede sagtens kan rette kroge og springringe ud, hvis de får chancen. Vi brugte meget lidt tid på speedjigging dernede, men fik da også GT og et par forskellige tunarter på denne spændende, men fysisk krævende form for fiskeri. Her var det bl.a. Quantums Speedy og Slim Jim, der virkede.

Tag med Atlantik til Andamanerne: Andamanerne har alt, hvad en eventyrer med hang til troperne drømmer om. Ud over det vilde fiskeri findes nogle af verdens bedste strande og en enestående regnskov. Andamanerne består sammen med Nicobarene af over 500 øer, der strækker sig over 700 kilometer. De er en del af Indien, selv om de ligger tættere på Thailand og Burma. Fiskerejsebureauet Atlantik Travel er det eneste danske rejsebureau, som arrangerer fiskerejser til Andamanerne. Priserne for 11 dage med seks båddage starter fra 6.695,- kr. + flybillet (ca. 6-8.000,- kr.). Læs mere på www.atlantik.dk

Denne flotte kongemakrel gav en solid fight med nogle vilde udløb. Få timer senere havde kokken på lodgen tilberedt den med flere lækre indiske mariader og en kold Kingfisher øl blev serveret til. Det er da vist en rigtig Drømmerejse...

Denne flotte kongemakrel gav en solid fight med nogle vilde udløb. Få timer senere havde kokken på lodgen tilberedt den med flere lækre indiske mariader og en kold Kingfisher øl blev serveret til. Det er da vist en rigtig Drømmerejse…

Skal du vinde Drømmerejsen næste gang?: Drømmerejsen er en del af Rekordfisk-konkurrencen arrangeret af Pure Fishing samt Fisk & Fri, og er den største fiskekonkurrence og præmie i Danmark. Du kan læse mere på Rekordfisken s. 52, hvor vi hver måned kårer tre vindere af et flot Ambassadeur hjul. Konkurrenceåret fortsætter indtil 31. juli 2012, hvor vi derefter vælger to heldige vindere af næste års Drømmerejse. Så du kan nå det endnu!

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This