Et gæng danske karpefiskere er lige nu i Polen ved Milołszewskie, søen – og har netop landet en enorm spejlkarpe: – Vi landede hernede søndag aften og natten til mandag styrtdykkede temperaturen fra 15 til 5 grader, fortæller Henrik Ottesen. – På trods af temperaturfaldet fik Stefan en på 21 kilo den nat… Siden har vi fisket som gale uden at fange noget – samt sejlet rundt og mærket bunden. Efterhånden var vi blevet temmelig frustrerede, for vejret bød samtidig på både kulde, regn og blæst.
– I går fik jeg lagt et takel ud på en plads, hvor der var 9 meter vand i stiv, piv kuling og regn og tænkte, at så måtte det sku være sådan!!! Og så i morges kl 07.00 skrallede den afsted efter fem dage uden et bip! Men vedholdenheden gav pote, og 24,7kg stoppede vægten på. Karpen huggede på to 16 og 14 mm jordbær boilies fisket som en Snowman på en fodring af boilies med scopex, squid og jordbær.