– Min makker og jeg ankom til pladsen ved 09.30 tiden, fortæller Martin Thaysen. – Der gik ikke mange kast, før min makker havde en undermåler på krogen. Vi gik frem og tilbage på strækket, som har cirka 500 meter perfekt fiskevand, men vi så ingenting i nogle timer.
– Jeg gik for mig selv, og makkeren et par hundrede meter bag mig. Pludselig fandt jeg en stime fisk, og havde 4 fisk over målet med inde og vende efter min 19 grams Sandeel i motoroil. Hurtigt blev gennemløberen skiftet ud med en lille grøn/hvid KøHo. I første kast sad der en undermåler på. Fedt tænkte jeg! Jeg kastede ud igen samme sted, og gennemløberen nåede dårligt at ramme vandet, før der var hug igen.
– Det var et rigtig godt hug, og da fisken sprang fri af vandet, kunne jeg tydeligt se, at den var stor! Efter en del tovtrækkeri frem og tilbage, overgav den sig og jeg kunne lande den 73 centimeter stålblanke overspringer – drømmefisken alle lystfiskere drømmer om. Den gav varmen i kroppen igen, og vægten derhjemme sagde 5,1kg! Det var min nye PR. Glædelig jul og godt nytår, slutter han.
Har du selv fanget en flot fisk, så tøv ikke med at sende os en rapport fra turen og et godt foto. Du kontakter redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
Læs mere om havørredfiskeri på kysten i vores store artikelarkiv her.