– En sen aften blev meget hurtigt til en tidlig morgen, hvor skift mellem sommer-og vintertid ramte ekstra hårdt i kombination med rødvinen dagen før. Sådan lyder det fra Niels Frederik Brygger. – Efter vi havde fået bananer og kaffe røg i, startede en vandretur gennem skoven, koindhegninger, villakvarterer og til sidst en bro for at komme frem til det, som senere skulle vise sig at holde på Den Hellige Gral. Det blev en lang gåtur med ormebadning, lækre sving og spinnerkast. Fiskeriet ved Thøgers Hul blev en liidt lang og kold omgang, da vi hørte den rutinerede ormefisker postulere, at der ingen fisk var her, fordi de alle var taget til Bjerringbro… Han skulle bare vide.
– Efter en omgang kolde fødder og en kort fiskepause til en lettere modløs fiskekammerat, så gik turen retur mod campingpladsen for at indtage en tiltrængt frokost og få en morfar. Men vi skulle selvfølgelig lige affiske de gode pladser, som vi gik forbi på tilbagevejen. Da vi er godt 50 meter fra enden på vores zone, proklamerer min kammerat Brauer, at det er på tide at holde hans bedste ven i hånden. Så imens han træder af, finder vi andre vores stænger frem, da det jo altid er federe at vente, mens man har en krog i vandet.
Det forjættede hug fra laksen
– Et øjeblik skal der gå før, at jeg halvt spændt, halvt frustreret spørger Morten, om det er hans line jeg har fat i, da dette bundhug føles anderledes end de utallige tidligere på turen. Da Morten med stort velbehag kan afkræfte det, sker der for alvor ting og sager. DER ER FISK! Morten hjuler sin line ind, og Brauer får rullet sin stang ind samt iler mig til undsætning. Brauer får hurtigt fat i nettet, og er klar til at gøre alt, mens Morten får gang i en video. Fisken tager nogle tunge udløb, som udløser stor begejstring og samtidigt en tung frygt for, at denne drømmefisk ikke skal væk fra dens hjem. Fisken kommer til syne, og Morten kalder hurtigt, at vi har at gøre med en laks i 10-kilos klassen.
– Synet af fisken resulterer for undertegnede i bløde ben og et hjerte, der hamrer, som sjældent før. Det her er potentielt øjeblikket, som jeg har drømt mig til, når jeg har læst fiskeblade igennem hele min barndom. En anden ting der også fylder i hovedet, er tanken på mit størrelse 3000 hjul, med den flossede line på, som jeg tog chancen med og undlod at skifte, samt valget af krog, som blev en mindre ørredkrog, fordi jeg havde mistet mine egne laksekroge, og var for beskeden til at låne en af Brauers eller Mortens…
– I mudder og åbrink til anklerne manøvrerer vi alle tre rundt med hinanden i et smukt sammenspil med et enkelt mål, som ved et øjebliks uopmærksomhed kunne være fatalt for drengedrømmen. Der skal gode råd, og rigtig kammeratskab til, for at sådan en fisk kan landes ved en overflydt å. Men det findes heldigvis i rå mængder hos Brauer og Morten. For at komme længst muligt ud mod bredden af åen med nettet, læner Brauer sig med Mortens hånd som eneste støtte, langt udover, hvad der er forsvarligt, når man tænker på, hvad en svømmetur i stærk strøm iført vaders kan have af konsekvenser. Under fighten springer laksen helt fri af vandet, og det giver et sug i maven samt en øjeblikkelig måben hos os alle tre. Efter over 10 minutters intens fight, hvor jeg flere gange bare må stå og se magtesløs til, imens fisken tager alle de tunge udløb mod den modsatte bred, som den overhovedet har lyst til. Til sidst begynder den at løbe lidt tør for kræfter, og bliver en anelse mere medgørlig, selvom den stadig er tung og meget svær at styre i den stærke strøm.
– Da fisken vender sig og prøver at gå med strømretningen, vikles linen ind i noget grøde, som giver en forfærdelig frygt for at denne styrkeprøve, for mit vedkommende, skulle ende uden trofæet. Men så får Brauer med støtte fra Morten rakt nettet ud over grøden, og i nettet kommer drømmefisken endelig! Vi fik laksen på behørig afstand fra bredden, og udstødte alle jubelbrøl, som forhåbentligt kunne høres helt i Bjerringbro. Laksen huggede på et bundrig med Gulp orm og en levende igle. Det med iglen fik jeg ideen til på Walleye-fiskeri i Canada, og den tror jeg var udslagsgørende.
Fisken var så massiv og i en størrelse, man kun ser i fiskemagasiner og på indersiden af ens øjenlåg. Den eneste reaktion, som fandtes passende, var derfor råb og skrig, imens vi omfavnede hinanden. Til at få laksen af dage, ledte vi febrilsk efter passende værktøj, hvortil jeg tænkte at min knytnæve var en mulig løsning. Det kommer jeg så aldrig kommer til at gøre igen, for det føltes omtrent, som at slå ind i en mur. Jeg fik også prøvet med en hegnspæl, som simpelthen knækkede over laksen hårde hoved. Mortens multitool viste sig dog at være en bedre løsning.
– Efter en fotosession med smil, som kunne måles i metermål, blev laksen bundet om halsen på mig, og så startede en sejrsrunde igennem byen, hvilket i Påskens tegn bragte associationer til Jesus Kristus’ sidste tur gennem Jerusalem, men dog med en mere positiv slutning i denne påskehistorie. Flere borgere i Langå kom måbende frem fra deres haver, og lykønskede os med vores fangst, som vi viste stolt frem.
– Da vi kom tilbage til campingpladsen fra vores sejrsmarch, mødes vi med anerkendelser og lykønskninger fra flere af campingpladsens medfiskere. Vi fik lagt fisken på vægten, hvor pinden stoppede på 8,56 kilo fordelt på 97cm. Vi fik selvfølgelig dokumenteret fangsten foran det legendariske “Langå Camping” skilt, hvor de tre “fiske-terer” skulder ved skulder kunne vise frugten af vores arbejde. Det kommer jeg aldrig til at glemme.
Fisken er tilmeldt Kinetic Fiskecup 2024.
