Thomas Sintobin med turens største fisk. Gud må helt klart have vær et i det kreative hjørne, da han skabte rooster fish´en.
Roosterfishen er med sin elegante lange rygfinne en af de mest eftertragtede fisk på den mere eksotiske del af ønskelisten. Følg med Thomas Sintobin til Costa Rica og oplev, hvordan det føles at kroge en af disse skønheder.
AF THOMAS SINTOBIN
LODGEN er blot 30 meter fra stranden her på Nicoya halvøen. Mine to døtre er allerede ude at bade, da den ene af dem pludselig hopper en halv meter ud af vandet. – Hjæææælp, råber hun. – Den svømmede lige under mig. Den havde hvide prikker og var såååå stor. Hun spreder armene, så langt hun kan.
– Det må være en rokke, tænker jeg – eller også har hun læst for meget Harry Potter. Lidt efter sker det samme for min kone – bortset for, at hun måske hopper en hel meter ud af vandet, og kort efter kan jeg se en flok eagle rays svømme forbi. Jeg står og kaster. Af og til får jeg nogle brutale hug fra nogle unge cubera snappers.
Pludselig ser det nærmest ud om om, at vandet koger foran mig. Skrækslagne små fisk hopper panisk ud af vandet, og pelikanerne styrtdykker på livet løs for at få en bid med. På blot et minut er det hele overstået, men snart efter starter det igen 100 meter til højre fra mig. Og så til venstre for mig – og så til højre… Jeg er ved at blive sindssyg, og det bliver ikke bedre af, at stimen lige akkurat er uden for kastevidde…
Jeg skynder mig derfor at hoppe i en kajak, der ligger på stranden – og kort efter koger vandet igen af fisk, men denne gang er jeg er lige midt i det! Jeg behøver derfor ikke engang at kaste for at få et hug på min popper, og kort efter fighter jeg en stærk lille Jack Crevalle på min lette spinnestang. Det skal nok blive godt det her, for mens familien tager på hvalsafari, har jeg tre fulde dage til at fiske med Thomas og Juan Carlos – og mit vilde mål er at fange en roosterfish. Gud må ha´følt sig meget kreativ, den dag han skabte Nematistius pectoralis.
En seriøs roosterfish på vej ind til bådsiden.
Cubera snappers på slap line…
På min første fiskedag får vi blot et par mindre fisk, så jeg er mere end klar til action, da solen står op på anden dagen. Agnfisk i dammen – tjek. Skarpe kroge – tjek. Samlingerne perfekte – tjek. Fulde af tro på dagens fiskeri, sejler vi ud til en stor klippe, hvor der efter sigende skulle gå nogle store roosterfish. Desværre er vandet fyldt med rødbrune alger. – Det ser ikke godt ud, siger Juan Carlos, og forklarer, at vi skal prøve et andet sted i stedet.
På den nye plads, som er et lille stræde med stærk strøm imellem nogle øer, får jeg nærmest flået stangen ud f hånden, hvorefter den bomstærke fisk sprinter direkte ned mod bunden. – Det er en cubera snapper – bloker bremsen, ellers mister du ham, råber Joan Carlos. Cubera´erne lever i huler, og får du ikke stoppet dem, inden de når derned, så er slaget tabt. Pludselig bliver linen slap, og en maltrakteret agn kommer lidt efter til syne…
En svær dag med mindre
Vi fisker videre, og efter et stykke tid kan vi se, at områderne med røde alger lukker sig tættere og tættere omkring os. Jeg havde altid troet, at helvede var rød og lugtede af svovl, men jeg tog fejl: Helvede er brunrød og lugter af rådden tang – “La marea roja”, som er det lokale navn for dette scenarie. Det er et helt naturligt fænomen, men visibiliteten i vandet er lav, og iltindholdet går ned, så der er sjældent jagende rovfisk i den brunrøde algesuppe.
Der er kun én mulighed, og det er at flytte plads, men der det er svært at finde rent, klart vand, hvilket også betyder, at vores agnfisk dør. Helvedes…. Skuffede bliver vi nødt til at returnere til lodgen, hvor der til alt held er klart vand og jagende rovfisk i bugten.
Speedjigging er en krævende teknik, der kan byde på nogle gevaldige hug.
Jeg tager et par kast med min spinnestang og får hurtigt et par spektakulære fights med forskellige flotte småarter. Mens jeg fighter en skipjacktuna falder en af mine øjer eksempelvis af, så Juan Carlos må sætte den fast igen med gaffatape, imens jeg fighter den. Ikke alle dage er lige lette – og denne dag var helt klart en af dem.
Roosterfish – tredje gang er lykkens gang
Da jeg stiger om bord på tredjedagen, har Thomas både gode og dårlige nyheder til mig. – Vores nabo på havnen har givet os nogle af de bedste agn man kan få – nemlig agnfisken palometas, men desværre er der rødbrune alger på langt de fleste pladser derude, fortæller han.
Vi tager dog afsted alligevel, og Juan Carlos bruger alle tricks for at holde liv i vores agn. Pumpen til agnbrønden stoppes således, når vi sejler igennem områder med røde alger – og de bliver nurset godt og grundigt med lagre af rent vand i spande, der fyldes op, når vi sejler igennem områder med klart vand. Der mangler bare mund til mund metoden…
Desværre er der ingen af de klassiske roosterspots, der har klart vand, så vi tager ud til et sted, hvor Thomas siger, at der kan være godt til speedjigging. Det er en undersøisk banke med 30 meters dybde på toppen – omgivet af dybt vand. Her er vandet spritklart – og snart fighter vi nogle stærke Jack Crevalles. Det er rent champagnefiskeri, men efter et par timer dør det ud.
Vi søger derfor længere ind mod land, men desværre er der stadig masser af rødbrune alger i vandet. Der er kun en halv time tilbage, så vi beslutter at give det et sidste skud ved en lille ø, der ligger blot 7-800 meter fra lodgen. – Det er godt nok lavt vand, siger Thomas, men man kan være heldig at rende ind i nogle fine fisk her.
Levende agnfisk er en af de bedste metoder til de store roosterfish.
Roosterfish på falderebet
– Det er godt med dig, tænker jeg. At fange en stor rooster her på falderebet virker umiddelbart komplet urealistisk. Men – der er masser af småfisk at se på ekkoloddet – og pludselig får jeg et brutalt hug.
Fighten tager en uendelighed, og fisken giver den fuld gas. Det er næsten ikke til at tro, så hurtige og stærke disse flotte fisk er. Men – til sidst kommer den ind, og det er nok ikke nødvendigt at forklare præcis hvor euforisk jeg er, da jeg endelig holder min første store roosterfish i armene. Og – det bliver vildere, for selvom der nu kun er kort tid tilbage, når jeg alligevel at kroge yderligere to roosters, som jeg desværre mister. Men – who cares… Det er overraskende så mild man kan være, så længe man har fået den drømmefisk, man kom efter – på trods af hårde odds.
Thomas ved hvordan, hvordan man skal håndtere disse flotte fisk.
Roosterfish på den lette måde
Da jeg rejste med familien, betød det, at jeg ikke kunne tage særlig meget grej med. Med på rejsen havde jeg to stænger – en teleskopisk letspin stang samt en 30-80 grams Fin-Nor allround stang – og dertil to hjul str. 4000 samt 8000. Hertil en boks med mellemstore poppers og stickbaits lidt småblink og pirke – samt noget 0,50 mm fluorocarbon forfang, men da Thomas havde det hele ombord, kunne jeg også have undværet dette.
Roosterne i dette område er ret store med en gennemsnitsvægt på 15 kilo – og over de sidste par år har Thomas fanget mere end 8 over 40 kilo – toppet af en fisk på 1,5 meter og hele 48 fantastiske kilo. Normalt bliver der fanget fisk hver eneste dag, så dine chancer er gode, hvis du er mere heldig med forholdene end jeg… Det bedste resultat han har haft har nok været en periode, hvor han fik 16 roosters på tre dage med 10 over 20 kilo – samt 4 over 30 kilo. Får du lyst til at prøve selv – så tjek www.bahiarica.com.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2018.
