– For nylig smed jeg en besked til min kammerat Ronni, og spurgte om vi skulle ud efter nogle grumme gedder, og det var han selvfølgelig med på, så en søndag i november fik vi pakket hans båd og kørte mod vandet, siger Mads Davidsen.
– Vi var på vandet lige før solopgang, hvor vi sejlede imod det første spot, og der skulle der ikke gå mere end et par minutter, før jeg fik en rigtig fin gedde på den gode side af 95 cm, så det var lækkert. Herefter fortsatte fiskeriet sådan den næste halve time. Fiskene huggede hårdt og kontant. Jeg fik tre med den største på 103 cm og Ronni landede en ny PR-gedde på 99 cm, så et stort tillykke med den fine gedde.
– Af en eller anden grund døde fiskeriet fuldstændigt – også selvom vi fik søgt en masse vand af. Først klokken 12 skete der lidt igen, og en fin fisk på 101 cm kom nu i nettet. Det var dejligt, at der endelig skete lidt igen. Den følgende time fik jeg to fisk mere som også begge var lige over 90 cm. Alt i alt en super lækker dag, hvor der var fint med fisk og god størrelse på alle gedderne.