– Jeg er ombord på en sejlbåd i Fransk Polynesien, hvor vi sejler rundt imellem atollerne den næste måneds tid, fortæller Kristian Kjær Lindegaard. – Under overfladen er der den ene vilde fisk efter den anden, så når vi ligger for anker, går der mange timer med harpunen under overfladen eller med stangen oven vande på båden – drømmeland!
– På vej imod atollen Toau fra Fakarava, havde vi linet to kraftige stænger op med sprutter, som vi trak efter båden. Efter er par timers sejlads spottede vi en stor flok fugle, som styrtdykkede mod overfladen. Vi havde ca. 500 meter vand under kølen, og da vi kom tættere på kunne vi se store plask og hvirvler, så pulsen begyndte at stige. Vi sejlede kun 4 knob, så for at tease lidt ekstra tog jeg stangen ud af holderen og stod og jiggede den hårdt i overfladen, imens vi forsøgte at styre igennem stimen. Få sekunder efter mærkede jeg et kontant hug, og et heftigt udløb satte i gang, imens hjulet hylede derud af! Efter en god fight, hvor adrenalinen ramte benene flere gange, så jeg stampede rundt i båden, fik vi sat gaffen og hevet fisken ombord. Der var stor jubel, og det var en kæmpe oplevelse at få landet en big eyed tuna på denne måde. De kommende dage lever vi selvfølgelig af tunbøffer. Knæk og bræk, slutter @krellelinde