ALLAN RASMUSSEN fra Helsingør havde fået ny stang, kæresten var til tøseaften og fiskekammeraterne havde ikke tid, så han måtte tog en aftentur på kysten alene. Han kørte til en plads ved Hornbæk, som han havde været på et par gange før og hvor han vidste, at der var taget store fisk på denne årstid.
Allan Rasmussen var alene afsted på en kysttur, men heldigvis kom en kammerat forbi, så havørreden på hele otte kilo kunne foreviges. – Klokken halv ni stod jeg i vandet og fiskede med bombarda og flue, fortæller Allan Rasmussen til Fisk & Fri. – Jeg fik en enkelt undermåler efter kort tid, som fik lov at smutte igen. Herefter så jeg ikke skyggen af fisk i den næste time, før en stor stime tobis svømme lige forbi mig. Jeg får hurtigt fundet æsken frem med wobler og får øje på Sølvpilen som ligger nederst i bunken, fortsætter Allan Rasmussen. – Kort tid efter hugger mit livs største fisk og efter en halv times intens fight, ligger den på land efter en dramatisk håndlanding(havde glemt nettet oppe i bilen). Fik efter en lille velfortjent pause får jeg ringet til min fiskekammerat Thomas, som straks kommer farende med kamera og vægt. Efter endt fotografering kunne jeg veje havørreden til otte kilo smukt fordelt på 87 centimeter. En ny personlig rekord, slutter Allan Rasmussen.