Henrik Breinholdt fangede i foråret 2010 sit livs havørred på 9,3 kilo og 90 centimeter i Odense Å. Nu er kunststofmodel af fisken kommet tilbage fra Tyskland.
17.1.11 – HENRIK BREINHOLDT fangede i foråret 2010 sit livs største havørred i Odense Å. Fisken er nu kommet tilbage i en replikamodel fra Tyskland, hvor den er blevet gengivet i et kunststof materiale.
– Mit livs havørred blev fanget den 9. marts i Odense Å. Termometeret viste 6 minusgrader, og det var en rigtig kold dag, fortæller Henrik. – Men tro mig, når sådanne trofæfisk kommer på land, så har man glemt alt om frost og kolde fingre. Ud fra hvad de ældre lystfiskere, som har fisket i Odense Å en menneskealder, kan berette, er dette den til dato største havørred som er blevet fanget i Odense Å, og Henrik har da også fisket i åen de sidste 30 år uden at have hørt om større fisk!
I april 2010 blev den nedfrosne fisk transporteret til Oliver Fuckert i Tyskland, der er en af Europas bedste til at lave modeller i kunstof af rovfisk, laks og ørreder. – Oliver arbejder til dagligt som læge med speciale indenfor hjernekirurgi, altså et arbejde hvor der skal udøves den absolutte præcision. Det ses også tydeligt på resultatet af denne opgave, som han har udført for mig, fortæller Henrik. Det har taget næsten syv måneder at nå frem til resultatet på trofæfisken, og Henrik er personligt ikke i tvivl om at det er en af de smukkeste havørreder set i Danmark nogensinde.