– Klokken slog otte, da vækkeuret ringede, fortæller Ludvig Jakob Trier. – Jeg vågnede op til, hvad jeg troede skulle blive en ganske almindelig 0-tur, som vi efterhånden har haft en god håndfuld af. Mine fiskekammerater Aksel og Oliver havde sagt, at vi skulle mødes på Ofelia Plads klokken ni sharp. Det blev for mit vedkommende til en hurtig morgenmad, inden jeg cyklede ud i den kolde decembermorgen.
– Disen lå som et tungt lag over vandet, da jeg ankom ved skuespillerhuset. Jeg begyndte at rigge min stang op, og nåede kun lige at få snøren gennem det sidste øje, før Aksel kom på sin ladcykel. Efter en hurtig hilsen gik snakken hurtigt på forskellige agn, som førhen har vist sig effektive under lignende forhold. Jeg så mig hurtigt lun på Aksels jig i farverne firetiger, og riggede gummien op på et 15 grams jighoved. Jeg var godt klar over, at det måske var til den lette side, men det var som om at jiggen talte til mig.
– Jeg trodsede altså den stærke strøm, hvilket skulle vise sig at give pote! Efter et par timers opsøgende fiskeri på forskellige pladser, kaster jeg jiggen ud fra en plads, som vi havde fået anbefalet af fiskebekendtskaber et par uger forinden. Jeg kunne mærke jiggens lokkende gang over den sandede bund. Klokken 13.30 mærker jeg et sus fra dybet, der går helt fra linens flettede kerne, til nervetrådene i min reptilhjerne. Den hårde rykken i stangen afslører, at der er en større fisk for enden af linen.
– Hurtigt får jeg kaldt mine kammerater over, og nervøsitet samt jubel spredes på kajen. Oliver fortæller mig hurtigt, at det godt kunne ligne den perfekte nytårstorsk! Det føles som om, at benene pludselig ikke står ligeså solidt plantet i jorden, som de plejer. Og hjertet banker kun hårdere, da fisken viser sig lige under overfladen. Det føles som om, at de mange fisketimer, 0-ture og ufatteligt mange kast, kulminerer i præcis dette øjeblik! Torsken når helt op til overfladen og vandet plasker til alle sider. Den her fisk må på land!!!
– Alle der har fisket i Københavns havn ved, at landningen kan være en udfordring. Jeg får fisken kanet hen til en trappe, hvor Oliver med en hånd hænger ud over det kolde havnevand. Efter et par grundige forsøg får Oliver endelig tag på fisken, som han med en hurtig bevægelse løfter op af vandet. Endelig ligger fisken foran os, og jeg kan omsider trække vejret normalt igen. Glæden står ud af alle tre mænd, og vi trodser Corona-restriktionerne med at give hinanden 2020’s største krammere og highfives! Nytårstorsken er i hus!
