Så er det nu, hvis du vil opleve fiskeriet i skånske Nybroåen, der begynder i starten af februar.

Nybroåen er kendt for en utrolig stor opgang af havørreder. Hvert år vælter der omkring 5000 gydemodne havørreder op. Cirka fem kilometer fra mundingen, er der opsat en moderne fisketæller med videokamera. Den blev indviet den 16/10 2013. Fra starten har den afsløret, at der er tale om en utrolig stor opgang af havørreder. Da fisketælleren står fem kilometer fra mundingen, er der rigtig mange havørreder der ikke bliver talt med. Blandt andet de mange blankfisk der kortvarigt går op i åen for at få ”varmen” og æde. Disse fisk er virkelig værd at gå efter.

Sidste år var Jim Petersen og Jesper Fohrmann derovre. Vejret var forholdsvis mildt og de fiskede lidt opstrøms for Landevejsbroen. Her havde Jesper en god fisk på fluen. Desværre kom den ikke med på land, men fin og blank var den og omkring 70 cm. Det blev også til et par undermålere (mindstemålet er 50 cm). De huggede på en lille Frances Fly str. 16!

francesI Nybroåen fisker man meget med fluer i røde og orange farver fx G.P. Det er værd at huske, hvis turen går til Nybroåen.

Det er oplagt at fiske i området ved Landevejsbroen, som er nærmest havet og alle nystegne blanke ørreder skal forbi her. Men prøv at tage op til Panserbroen. Der er der fine pladser både opstrøms og nedstrøms for broen.

I maj byder Nybroåen på et fornemt bækørredfiskeri på tørflue som ikke mange er opmærksomme på. Prøv at huske det, når den tid kommer, hvor det du trænger til lidt fin-li’r. Hvis du bor på Sjælland er Nybroåen absolut værd at tage med i overvejelserne, da den er meget nærmere end de jyske åer.

Hvis du vil vide mere om denne fantastiske kulturperle, så tjek hjemmesiden www.nybroan.se. Fiskeplejen varetages af Ystadortens Sportsfiske- og Fiskevårdsforening, der har gjort et utroligt stort arbejde for at gøre det muligt for havørreden, at gyde åen. Tidligere var det en ildelugtende kanal, hvor forureninger fra sukkerroeproduktionen væltede ud og umuliggjorde enhver form for liv.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This