Jean-Claude Bel – den tidligere direktør for EFTTA – stoppede i november 2019, og man har nu fundet hans efterfølger, som skal videreføre ledelsen af European Fishing Tackle Trade Association. Den nye direktør, som stikker hovedet op bag den gigantiske nilaborre ovenfor, er et velkendt navn i Danmark – nemlig Olivier Portrat. Olivier har skrevet og fotograferet for Fisk & Fri – samt en lang række andre europæiske lystfiskermagasiner gennem en længere årrække.
Olivier, som i dag er 53 år, har omfattende erfaring med stort set alle former for fiskeri, og har fisket et væld af spændende destinationer i hele verden. Blandt andet var han en af de første fiskejournalister der opdagede det fantastiske ørredfiskeri i det sydlige Patagonien – og han har været en af de mest væsentlige profiler i udviklingen af det moderne mallefiskeri op gennem halvfemserne og 00´erne.
Det, at man for første gang vælger en dedikeret hardcorefisker og medieperson, der ikke har sin baggrund i grejbranchen, er en helt ny linje. Udnævnelsen er derfor helt klart et frisket pust, der signalerer en ny retning for EFTTA, som over de sidste par år har oplevet dalende interesse for organisationens årlige højdepunkt – nemlig det store tradeshow EFTTEX.
Med sin nye stilling vil Olivier indtage rollen som de europæiske lystfiskeres vigtigste lobbyist og stemme på EU-niveau. – Mit job vil blive at arbejde benhårdt på, at lystfiskeriet bliver accepteret på højeste niveau i EU-parlamentet, siger Olivier. – Lige nu er det derfor topprioritet at få lystfiskeriet anerkendt og tilgodeset på samme niveau som erhvervsfiskeriet og akvakulturen, for kun på denne måde kan vi for alvor få indflydelse.
– Et andet meget væsentligt fokus i de kommende år vil blive at navigere branchen og lystfiskeriet sikkert gennem den kommende Single Use Plastic Ban, der vil kunne få kæmpestore konsekvenser for alle former for lystfiskeri i Europa – uanset om man er flue-, mede- eller spinnefisker. Bestemmelserne for brug af Single Use plastic, forventes at træde i kraft i 2022-24 – og her vil EFTTA´s arbejde komme til at få afgørende betydning for, hvordan vi fremover vil kunne dyrke vores fiskeri i de kommende årtier, slutter Olivier Portrat sin kommentar til Fisk & Fri.
Du vil kunne læse mere om EFTTA´s vigtige arbejde fremover her på Fisk & Fri.