Jigs er en helt suveræn agn til flyndere – læs mere om målrettet hellleflynderfiskeri i næste nummer af bladet, hvor Søren Beck for første gang giver den autentiske beretning om sin verdensrekord helleflynder på 202 kilo – samt den ny og hidtil ubeskrevne teknik, der var baggrunden for ikke blot denne, men også en lang række andre opsigtsvækkende fangster, hvor teknikken har udfisket alle andre metoder totalt. Foto: Søren Beck. 26-06-08 JAN & BO´s LYSTFISKERSHOP har de sidste tre år arrangeret havture til Norge for deres mange havfiskeinteresserede kunder. Selvom fiskeriet især har været fokuseret på sej og torsk, så er der hele tre gange landet helleflynder på jigs, fortæller Jan Kristoffersen til Fisk & Fri. – Hvert år laver jeg nogle 10 cm jigs monteret på str. 10/0 Mustad kroge, som vi ved holder til hvad som helst – og det fortryder man ikke, når man som Sune Krüger d. 25 juni pludselig får et dommedags hug fra en megaflynder.
Fighten tog en time og et kvarter. – Gaffen knækkede under første landingsforsøg, hvorefter gigantflynderen tog et firs meter langt udløb mod bunden, fortsætter Jan. – Så blev der ringet til mig og en anden båd, som kom til undsætning, og med fælles hjælp fra syv mand lykkedes det endelig at lande kæmpefisken. Flynderen, der vejede 169 kilo og var 235 centimeter lang, havde en trekilos torsk i maven, slutter Jan, der i parentes bemærker, at der gik lang tid inden vejningen, og at fisken sandsynligvis havde vejet omkring 175 kilo, hvis den var kommet direkte på vægten. Et stort tillykke med fangsten fra Fisk & Fri – vi afventer billeder i starten af næste uge.