I nat blev vi – igen – beriget med det mest fantastiske nordlys over store dele af landet, og på trods af kulden var der en del, der er trodsede frostgraderne i den mange steder stjerneklare nat, for at se det fantastiske naturfænomen – Aurora Borealis.
Fænomenet opstår når elektrisk ladede solpartikler, der kommer fra solen og solvinden støder sammen med partikler i jordens atmosfære, hvilket særligt er almindeligt i magnetfelterne omkring polerne, men det sker ret ofte, at det også kan ses i Danmark. Hos os er det dog ofte et ret svagt lys, der kan være svært at se med det blotte øje. Det er ofte lettere at se, hvis man tager et foto – og ser på det. I går var det dog synligt med det blotte øje mange steder i landet.
Normalt er det lettest at se nordlys ude på landet på et bagtæppe af mindst muligt lys fra de nærliggende byder, men i nat var det faktisk så kraftigt, at det også kunne ses i flere større byområder – inklusiv København. Ofte er der – som navnet antyder – bedst udsigt til nordlyset i nordlig retning, men det kan variere, så vær gerne lidt tålmodig.
Har du ikke selv set nordlys endnu er det bare med at komme afsted. Vejrudsigten på de større mediekanaler som DR og TV2 orienterer ofte, inden der er særlig store chancer for at se nordlys over Danmark, men du kan også tilmelde dig nordlysvarsel.dk eller downloade nogle af de utallige apps, der giver mulighed for at se hvornår chancerne er størst for at se det smukke naturfænomen. Der skulle også være gode chancer for nordlys i aften og i nat – især i de centrale dele af landet, hvore der bliver mere klart.
FOTO: JENS BURSELL



Nordlys over Lynge tæt ved redaktionskontoret på Sjælland i nat.










