Store dønninger gjorde fiskeriet vanskeligt for Brian Kristensen, og til tider kunne han slet ikke mærke blinket for enden af linen. I netop et af disse øjeblikke huggede denne storbars på 2,36 kilo!

25.7.2011 – BRIAN KRISTENSEN fra Juelsminde var søndag den 24. juli på fiskeri efter makrel og havbars. Makrel mærkede han dog ikke noget til, og derfor blev taktikken hurtigt lagt om. Det viste sig også at være en god idé, for herefter lykkedes det Brian at fange en stor havbars på den rigtige side af to kilo.

– Aftenen skulle stå i makrellernes og havbarsenes tegn, fortæller Brian. – Det viste sig dog at førstnævnte glimrede ved deres totale fravær denne aften. Der var flere lystfiskere ude og lufte stængerne denne fine aften, men fælles for alle var, at ingen tilsyneladende kunne lokke fiskene til hug. Det skal siges, at vandet var meget grumset og dette har nok ikke været befordrende for fiskeriet. Bølger var der nærmest ingen af, da vinden var meget svag. Til gengæld var der gamle dønninger, der til tider var ret så voldsomme, og som besværliggjorde fiskeriet, fortsætter Brian.

– Det var meningen, at makrellerne først skulle have chancen, men da jeg så et par mindre havørreder springe over stenene, så blev den plan hurtigt ændret, så på med et Sømmet. Dønningerne hamrede ind over stenene og følingen med blinket var til tider helt fraværende. Netop i et af disse øjeblikke, lige efter en kraftig dønning, hvor blinket blev presset i overfladen, faldt hugget. En rigtig pæn havbars knaldede til blinket i overfladen, og så gik det ellers derudaf. Fisken tog et par hårde udløb, men var efterfølgende overraskende medgørlig. Det viste sig at den totalt havde inhaleret blinket. Trekrogen sad i gællerne, hvilket forklarede den korte fight. En medfisker kom heldigvis til hjælp med fangstnet, og jeg kunne i første forsøg, mellem 2 dønninger, lande en ny personlig rekord for havbars på 2,36 kilo og 62 centimeter. Det endte med at være det eneste hug jeg havde hele aftenen, men hvad gør det, når det var en fisk af den kaliber, slutter Brian i sin rapport til Fisk & Fri.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This