15 Juni Fondens to naturpriser, Naturprisen og Ildsjælprisen, er blevet uddelt ved arrangement i Arboretet i Hørsholm for to helt særlige indsatser for dansk natur og biodiversitet.

– Fondens Naturpris 2022 på 200.000 kr gives til godsejer Ivan Reedtz-Thott, Faxe, for en ambitiøs, målrettet og meget omfattende indsats for at genskabe en stor og dynamisk natur på Præstø Fed og nærliggende lokaliteter, udmelder Fonden. Ildsjælprisen 2022 på 100.000 kr. gives til fiskemester Søren Larsen, Skjern, for hans langvarige og vedholdende indsats for at bevare den danske vildlaks. 

Ildsjælprisen

Modtageren af 15. Juni Fondens Ildsjælpris 2022, fiskemester Søren Larsen, har over en periode på 40 år arbejdet målrettet for at redde den oprindelige danske atlanterhavslaks. Fra at være betragtet som uddød i Danmark findes den oprindelige danske atlanterhavslaks nu i otte vandløb i Danmark, med Skjern Å som den vigtigste lokalitet.

I 1980-1981 tog Søren Larsen initiativ til undersøgelsen ”Vildfiskene i Skjern Å Systemet”. Det var her man fandt lakseyngel i Karstoft Å (tilløb til Skjern å), hvor man ellers havde erklæret laksen for uddød i Danmark.  

Fra 1982 initiativtager til projektet Red Skjern Å Laksen, med indfangning af moderfisk af laks i Karstoft Å. Et omfattende pionerarbejde, der i vid udstrækning var baseret på frivilligt arbejde, som Søren Larsen motiverede og inspirerede til.  

Søren Larsen har bidraget til at etablere et miljø af ressourcepersoner, forskere, frivillige og myndigheder i et fælles samarbejde omkring laksebeskyttelsen.  Hans vedholdne arbejde med at bevare laksen har dermed haft en stor indflydelse på hele vores forståelse af vandløbsmiljø og vandløbsbeskyttelse. 

Søren Larsen arbejder som fiskemester i Danmarks Center for Vildlaks, i Skjern.

 

Owner

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This