– Det er længe siden, at jeg har haft en så sjov og spændende tur som i lørdags, fortæller Rene Larsen. – Min kammerat og jeg besluttede os for at besøge en sø, som vi ikke havde fisket i mange år, men efter nogle timer havde den ikke givet store.
– Vi besluttede os med kun tre timer tilbage af turen derfor for at prøve en lille sø i nærheden. Efter en lille time rundt i søen uden det store held, fandt vi ud af, at der åbenbart heller ikke her var meget at komme efter. Og nu var tiden bare ved at løbe fra os.
– Min kammerat overtalte mig til at tage en sidste omgang, og det skulle vise sig at være den helt rigtige beslutning, for efter en halv time kom den første fisk i båden. Heldet havde tydeligvis vendt, for bare en halv time senere gik den næste stang. Jeg troede ikke, det var noget særligt, for den var hurtigt oppe at vende. Gedden virkede ikke så tung, men kun få meter fra båden kom en stor skygge op af vandet.
– Det viste sig at være en flot dame på 11,5 kg, så øjnene voksede, og smilet kom roligt frem på de røde kinder i det kun tre grader varme vejr. Fisken huggede på en wobler med gummihale. De næste to timer kom der 15 fisk i båden med en snitvægt på 5 kg, så det var en fantastisk tur. Det er altid sjovt, når heldet vender, og ens hårde arbejde kommer en til gode.










