I går var en af de dage, hvor jeg bare havde på fornemmelsen, at jeg ville få noget stort. Jeg var derfor fuld af forventninger, da jeg tog på kysten, fortæller Lasse Nardo Søbjerg Pedersen. – Det blæste og regnede kraftigt, men under overfladen var alting perfekt. Dette var dagen – jeg vidste det bare.
I sådan et vejr begynder fiskene ofte at trække mod åerne, så jeg havde derfor udvalgt mig en plads, som jeg ved, at mange fisk automatisk vil passere. Jeg var på pladsen klokken 21 og fiskede lige 20 minutter, men gav så pladsen en pause, indtil klokken var 23, og det var blevet godt mørkt. Efter blot 30 kast med min 15 grams kystwobler fik jeg et hårdt hug blot 30 meter ude. Der er en del strøm på pladsen, og den brugte fisken selvfølgelig til sin fordel og leverede en tung samt hård fight, inden jeg til sidst kunne lande den flotte havørred. Fisken, der vejede 4,275 kilo, var blot 68 centimeter. Ligegyldigt hvor mange fisk, jeg har fanget i mit liv, så føles det stadig som første gang, når man får sådan en fisk!