De fleste, der har prøvet at fiske karper, kender den suboptimale tumultariske følelse det er at blive vækket midt om natten af et fuldblods-run, når man endelig er faldet godt i søvn. Det er bælgravende mørkt, og når bidmelderen hyler vedvarende, er hjertet er ved at hoppe ud af halsen på en, mens man knapt er kommet til bevidsthed. Man kan ikke få soveposen op, støvlerne er pludselig umulige at få på – og når de endelig sidder, som de skal, er man ved at vælte, fordi man stadig småsover. På vej hen til stængerne i sivene får man sok, fordi man glider, og armen sover stadig, idet man tager stangen, så der ikke er det, der minder om fuld kontrol over situationen. Pulsen dunker helt ud i øreflipperne, og når man endelig skal til at lande storkarpen, indser man, at nettet ligger uden for rækkevidde… Sådan kan det gå…
Men der er også bare nogen ture, hvor alt er perfekt. Som fx forleden, hvor jeg overnattede ude ved karpesøen. Der var ikke et hug hele natten, så jeg fik en perfekt uafbrudt nattesøvn – uden brasenhug og uden en nattergal tre meter fra bivyen. Jeg vågnede klokken 7.45 af en bagende sol, der gjorde det lidt for varmt at ligge i en lukket sovepose. Det var dog lige akkurat ikke så varmt, at man skulle være et skarn, hvis man ikke liiiige kunne tage 5-10 minutter ekstra i dunene. Efter lidt rævesøvn, der måske gik han og varede små tyve minutter, vågnede jeg – topfrisk til en smuk, perfekt, stille og solrig morgen. Rørspurvene pludrede i sivene, mens jeg strakte ryggen, kom ud af posen og fik støvlerne på. Jeg nåede lige at tænke, at det ville da være perfekt med et hug lige nu, da min ene baitrunner kom på overarbejde, mens min bidmelder hylede i en konstant ubrudt tone, der signalerede karpe i den anden ende af linen.
Få sekunder efter var jeg over stangen, der stod tættest på ude i sivene, og da jeg gjorde modhug fortsatte fisken i det vildeste udløb på langs af sivkanten. Til alt held fik jeg den stoppet, inden det blev kritisk, og kort efter havde jeg den ude på åbent og noget dybere vand, hvor jeg bare kunne nyde kampen med den stærke fisk, hvis udløb til sidst blev kortere og kortere, indtil den omsider gled over netrammen. Bevares – med sine 10,4 kilo var det ikke en kæmpe, men dog alligevel en helt perfekt måde at starte dagen på.
Spejlkarpen huggede på en dobbelt synkende 18 mm CFC Spicy Squid fisket på et softhinged stiffrig over et par håndfulde boilies af samme slags samt en gang CFC hampepellets.
Vi ses derude – Jens Bursell
