Hvis din drøm er at fange 24 af verdens største ferskvandstrofæfisk, kaster du dig ud i en mission, som kræver en dedikation udover det ekstraordinære. Du får her historien om en af Fisk & Fri’s hardcore skribenter, Jakub Vagner, der til dato har krydset de 16 af på listen. Mandag den 4. juli kl. 19.30 debuterer han som vært i National Geographic Channels nye adventure-fiskeserie – Fish Warrior.
Af Jens Bursell
Arapaimaen var naturligvis en af de 24 ferskvandsarter, som Jakub er på jagt efter. Den på billedet var 307 centimeter og vejede 154 kilo, og gav ham en IGFA All Tackle verdensrekord. Og krydset på listen er dermed sat.
Måske den ultimative art – arapaimaen
– HJERTET er lige ved at hoppe ud af halsen på mig, da junglens rungende stilhed pludselig splintres af lyden fra en gigantisk arapaima, der med et tungt drøn springer fri af vandet så tæt på, at jeg tydeligt kan se hvert et sølvglinsende skæl på den enorme krop, fortæller Jakub malende om en af sine vildeste ture til Amazonas.
Billedet af den over tre meter lange fisk er næppe forsvundet fra min nethinde, før dønningerne fra den gigantiske fisk rammer min lille kano, så udstyret rasler rundt i bunden af det lille fartøj, fortsætter han.
– Pulsen dunker helt ud i øreflipperne, da jeg med rystende hænder monterer en frisk agnfisk på min store cirkelkrog. Den fisk er ikke bare stor, men kæmpestor. Den har kun været oppe ganske få gange i løbet af dagen, hvilket er tegn på en enorm lungekapacitet. Arapaimaen har nemlig ikke blot gæller, men også lunger til at supplere iltforsyningen, når der bliver rigtig varmt. Men jeg kommer til at vente længe – for at være helt præcis: Hele dagen. Tricket er at kaste til fisken, når den ruller, så derfor skal man hele tiden sidde klar med en frisk agnfisk
Goonch er navnet på denne malle, som er blevet kendt for at dræbe mennesker efter, at den er begyndt at spise lig i de indiske floder. Fisken på 75 kilo som er afbilledet her, gav også Jakub en All Tackle verdensrekord.
Netop som jeg for, jeg ved ikke hvilken gang, sidder der og spreder god karma over den lille malle, der hænger klar 20 centimeter over vandet, glimter en gigantiske bredside pludselig under båden, og inden chokket når at bundfælde sig i min hjerne, skyder et enormt hoved op af vandet som et missil, griber agnfisken i munden og fortsætter op ad, indtil hele fisken er fuldstændig fri af vandet – og lander i floden med et blytungt plask, så kaskader af vand vælter ind over kanoen. Lamslået over det brutale hug, føles det i et sekund som om mit hjerte stopper med at slå
Jakub med en taimen i stor størrelse. Endnu et trofæ, der med sin maksimale længde på op til 2 meter og 90 kilo, også fylder godt i landskabet.
Spolen er heldigvis allerede frikoblet, så fisken kan sluge agnen, mens linen stille og roligt kører af hjulet. Som altid, når der anvendes cirkelkrog, skal fisken nemlig have tid til at tage agnen, så den gradvise opstramning af linen kan sætte krogen perfekt lige i kæbevinklen. Spændingen er næsten ikke til at holde, og jeg skal lægge bånd på mine flossede nerver for ikke at gøre modhug – fisken styrer nemlig direkte hen mod et sunket træ ti meter væk. I sidste øjeblik inden den når de faretruende stammer, strammer jeg forsigtigt op, indtil jeg pludselig kan mærke den befriende tyngde fra den enorme fisk, idet den igen går fuldstændig fri af vandet. Til alt held styrer den ud på åbent vand med det samme – og jeg følger efter i min lille kano, der er mindre end fisken
Vi har tidligere berettet om Jakub Vágners fiskeri efter Goliath Tigerfish i Congo i Fisk & Fri nr. 4/2009. Og den har noget af et frygtindgydende tandsæt.
Efter en hård og lang fight med masser af spring, hvor jeg virkelig får min sag for, kan jeg lande den 307 centimeter lange fisk, der med sine utrolige 154 kilo viser sig at være ny verdensrekord. Jeg er i den syvende arapaimahimmel da det imponerende dyr, med en kraftfuld bevægelse med sit enorme haleparti glider tilbage i det humusfarvede vand
Hvis ikke det var fordi filmholdet fra National Geographic har filmet hele sekvensen, der foregik marts 2010, til vores nye fiskeserie – Fish Warrior, vil jeg nok få problemer med at overbevise dig om, at det ikke bare er en god røverhistorie, griner Jakub, der har adskillige af samme skuffe oppe i ærmet.
– DET ER DOG LANGT fra altid, at det hårde slid belønnes med held som her, pointerer Jakub. – På min sidste tur til Congo i jagten på de kæmpestore Goliath Tigerfish og Kamba-maller, fik jeg et fuldstændigt vildt hug fra en sindsoprivende stor Goliath, der tog over 400 meter 60 kilos fletline i et udløb, inden den sprang fri af vandet og slap fri. Fisken, der var i omegnen af 100 kilo, er uden sammenligning den største jeg har set i løbet af de mange måneder, jeg efterhånden har tilbragt på den mystiske Congoflod. En ting er sikkert – jeg vil komme tilbage til Congo hvert eneste år, indtil jeg har fanget denne gigant
Belugastøren virker næsten almindelig i selskabet med fiskene fra de eksotiske og kaffefarvede junglefloder. Ikke desto mindre er det den største af alle ferskvandsfisk, selv om den trækker ud i havet. Verdensrekorden fra 1827 er på 1476 kilo med en længde på 7,2 meter.
Det er svært at få fat på Jakub, for han fisker oftere end ofte – og gerne på steder hvor man knapt nok kan få fat i ham på en satellittelefon. Det er derfor heldigt, at jeg har kunne fange ham i Frankrig, hvor han er ved at klargøre til en par ugers malleoptagelser i floderne Loire, Saone og Rhone.
– MALLEFISKERIET ligger mit hjerte meget nær, beretter den 28-årige storfisker og fortsætter. – Allerede som femårig debuterede jeg med en 10 kilos karpe taget på dappefiskeri med brød på overfladen, sammen med min mentor – en gammel sigøjner – i en flod nær Prag. Dengang havde jeg ikke noget fiskegrej, så den blev taget på håndline, hvilket selvsagt gav noget af en fight. Som niårig fangede jeg min første malle, og siden da har jeg været dybt fascineret af store rovfisk – især maller. Hele min ungdom blev brugt på at fiske efter maller, og som 15-årig begyndte jeg at fiske efter maller i den italienske flod Po – på egen hånd.
Drømmen om at blive professionel lystfisker
Da jeg var 16 år startede jeg på musikkonservatoriet i Prag, inspireret af min far som var musiker. Men allerede året efter besluttede jeg at satse alt på at blive professionel lystfisker. Til min families stor forfærdelse droppede jeg ud af uddannelsen og emigrerede til Australien for at lære engelsk og realisere mine drømme.
Det blev en hård tid, for mine forældre skar hånden fuldstændig af mig. Nu stod jeg her i et fremmed land – uden familie og så meget som en eneste krone på lommen. Til at starte med havde jeg ikke noget sted at bo og sov på bænke i Sydneys parker, mens jeg om dagen arbejdede med at vaske tallerkener af på en restaurant. Det store vendepunkt kom heldigvis, da jeg tog til et stort fiskeshow med det ene formål at møde den legendariske TV-fiskevært Rex Hunt. Efter halvanden time i en kø blandt folk, der ville have hans autograf, kom jeg endelig frem. Han var lige ved at falde bagover, da jeg i stedet for at bede om en autograf sagde: Hi, my name is Jakub and I would like to work for you. Chokeret gav han mig sit kort, og dagen efter havde han fikset mig et job som dæksdreng på en stor big-game båd. Siden da gik det slag i slag, og jeg var med som hjælper på en del af hans optagelser.
Giant Stingray – en ferskvandsrokke – fra Thailand og Mekong floden kan nå en længde på cirka fem meter og veje 600 kilo. Et sandt ferksvandsmonster. Her sætter Jakub endnu et flueben på listen – dog med et lidt mindre eksemplar af slagsen.
– TO ÅR SENRERE tog jeg med en god startballast tilbage for at skabe mig en karriere som fisker i mit eget hjemland, Tjekkiet. Ingen fra min familie ville have noget med mig at gøre, så det var hårde tider. Hver eneste dag ringede jeg til en af de største tjekkiske TV-kanaler og foreslog, at de skulle ansætte mig som TV-vært på et fiskeprogram, men det lykkedes mig aldrig at komme videre end til omstillingsdamen. Først da jeg havde ringet hver dag i to måneder blev de så trætte, at jeg endelig fik lov til at møde TV-chefen. Og fandeme om det ikke lykkedes – jeg fik mit eget TV-fiskeshow som blot 19-årig. Herfra gik det slag i slag, men i løbet af få år, kunne jeg ernære mig udelukkende af fiskeri i form at tv-shows og dvd-produktion.
Her er det en Piraiba-malle på 215 kilo, som er faldet for Jakubs agn – en femkilos malle. Store fisk – store agn. Sådan er det. Piraiba-mallen er Amazonas største malle, og lokale fiskere kan berette om aber, store fugle, katte og hunde i maven på disse fisk. Helt utroligt.
Da jeg kom tilbage til Europa fiskede jeg i omegnen af 330-340 dage om året – især efter maller. Når man fisker så meget, så begynder man efterhånden næsten også at tænke som en malle. Da jeg sandede dette, besluttede jeg mig for at vende næsen mod nye horisonter. Maller er ikke det eneste i verden – og der er så mange andre fascinerende arter rundt omkring i verden. Jeg lavede derfor et nyt mål: At fange mindst et eksemplar af de 24 største ferskvandsarter, som kan blive over 100 kilo – og helst en stor en af slagsen. Derefter var scenen sat til nogle år med en stribe fantastiske, men også benhårde rejser verden rundt.
– DEN FØRSTE FISK på drømmelisten var arapaima, verdens største skællede ferskvandsfisk. Indtil videre har jeg spenderet over 18 måneder i Amazonas for at nå mit mål, og under optagelserne til et af mine TV-shows lykkedes det endelig med min 154 kilos fisk i Ecuador. Til at starte med fiskede jeg med guides, men efterhånden indså jeg, at skulle jeg finde de allermest uberørte steder, måtte jeg rejse langt ind i junglen alene – typisk 3-4 dagsrejser fra den nærmeste civilisation. Drømmen om den helt store arapaima lurer stadig i min krop. Under min sidste tur mistede jeg nemlig en fisk, der fik min verdensrekord, som jeg fangede samme dag til at virke som en lille baby. Gigantfisken var mere end 130 centimeter bred over nakken og lignede næsten en ubåd, da den gik fri af vandet. Hvad den vejede, tør jeg ikke gætte, men den var mindst 3-400 kilo
Nilaborren er et kendt Big Game trofæ. En gammel kending på Jakubs liste. Og det er der ikke noget at sige til, da den med en maksimal længde på op til 2 meter og 200 kilo, absolut er noget af en monsterfisk.
På den samme tur, der varede to måneder, lykkedes det mig d. 15. marts også at fange turens andet mål – en af verdens største mallearter – piraiba. Her måtte jeg dog vente 23 dage dybt inde i den peruvianske jungle på at få et hug, men det var til gengæld også det rigtige hug: 263 centimeter og 215 kilo. Den tog en levende malle på fem kilo.
– HARDCORE SPECIMENFISKERI under sydligere himmelstrøg er ikke helt ufarligt, fortæller Jakub. – På mine ekspeditioner har jeg haft malaria syv gange, og på min sidste tur til Afrika fik hele filmholdet maleria, og min kameramand George var lige ved at dø under et tre uger langt ophold på hospitalet. Tre gange er jeg blevet bidt af dødbringende vipers (hugorm). Sidste gang var i Congo, hvor jeg blev bidt om natten. Jeg vidste, at hvis jeg fortalte mine lokale guides om biddet, ville de insistere på at skære benet af mig for at redde mit liv, så jeg holdt min kæft og overlevede natten, for med kun et ben ville det definitivt være slut med vilde fiskeeventyr. På alle disse ture er man så langt fra civilisationen, at selv et brækket ben kan gå hen og blive dødsensfarligt. Selv efter flere dages rejse til den nærmeste by risikerer man, at den mest avancerede behandling, man kan få, er en aspirin. Mange steder er dyr og sygdomme det mindst farlige. I fx Congo er væbnede hold ups helt normale, og respekten for menneskeliv er ikke stor. Alene på min sidste tur til Congo blev jeg arresteret 15 gange – og de lokale fængsler her er ikke for sjov. På en sådan tur bliver man simpelthen nødt til at kalkulere med at medbringe rigelig med bestikkelse til at blødgøre den gennemkorrupte ordensmagt.
Mamba-mallen er verdens stærkeste ferskvandsfisk pund for pund ifølge Jakub Vágner. Her står ham med et eksemplar, som gav han endnu en verdensrekord. Men som Jakub siger – så er dette eksemplar blot en lille fætter. Den sagnomspundne fisk kan nå en længde på fire-fem meter.
Det er ikke altid lige let at filme. På min første tur til Congo tog det mig 14 dages fiskeri at få et hug. På min anden tur havde jeg fast fisk efter blot fem minutters fiskeri. Ofte kan der gå flere uger mellem hvert hug, men alene tanken om at dit liv som lystfisker kan ændres på et enkelt sekund, hvor hugget kommer ud af det blå, er nok til holde dampen oppe.
– ADVENTURE REJSER er ikke nødvendigvis særlig dyre, hvis man er villig til at leve på en sten. Midt ude i bushen er der alligevel intet at spendere sine penge på, og hvis man bor i telt eller sover i sin kano, er der kun de helt basale leveomkostninger. Men det kræver også, at man kan klare sig selv i vildmarken.
Verdensrekord – men ambitionerne om fantastiske fisk og arter er langt fra opfyldt
En af mine drømmefisk er den gigantiske kamba-malle – sandsynligvis verdens største malleart – og med sikkerhed den stærkeste ferskvandsart i verden – kilo for kilo. Finnerne er normale og den er helt vildt stærkt, fordi den er bygget til voldsomt strømvand. Den har i øvrigt de smukkeste blå øjne. Jeg har på nuværende tidspunkt verdensrekorden med en fisk på lidt over 35 kilo, men den kan blive lang, langt større. Men et af de allersværeste steder at være på egen hånd er Congo. Floden er flere hundrede meter dyb og op til 15 kilometer bred med stærk strøm. Natfiskeri er decideret farligt: Kommer der pludselig et stort træ eller en flydeø af vandhyacinter drivende, kan det sænke en opankret båd på få sekunder. Og skal man fange de sagnomspundne fisk der kan nå på den rigtige side af 4-5 meter, er det svært at komme uden om natfiskeriet. Og i den bælgravende mørke tropenat har man ikke en chance for at se, hvad der kommer flydende, før det er for sent. Jeg har hørt lokale fortælle om bredden på en fisk, der var lige så bred over nakken som en lokal kano – dvs. 80-90 centimeter. Overført på mine fangster af piraibaer, som er bygget på nogenlunde samme måde, svarer det til en fisk i 250-300 kilos klassen
Meget af fiskeriet efter disse ferskvandskæmper kræver udholdenhed ud over det sædvanlige – også for kameraholdet som følger Jakub Wagner ind i nogle af de mindst uudforskede og farlige egne af verden.
2001 var året, hvor jeg for første gang begyndte det eksotiske specimenfiskeri. Det vilde fiskeri har koste mig et normalt liv. I et par år havde jeg en kæreste, der var villig til at rejse med mig ud i vildmarken, men det stoppede på en tur til Sydamerika, hvor hun fik den berygtede parasit – spoleorm. Det er en ti meter lang orm, man kun kan komme af med, når den kigger frem, ved forsigtigt at spole den op på fx en blyant
Jeg har stadig nogle få gode venner – og min familie har taget mig til nåde, da jeg har vist, at jeg ikke bare var ung og dum, men har arbejdet benhårdt for min drøm – og fuldført den. Min far, der er musiker, laver nu musik til alle mine film, så på den måde er vi nu et perfekt makkerpar – og det er dejligt.
Mit næste store projekt bliver at fange den sagnomspundne gigant barbe – mangaren, som er en af de sidste hvide pletter på landkortet. Denne tur har jeg brugt fem år på at planlægge, og jeg bruger tre-fire måneder i 2011 – og har allerede haft research ture til både Syrien, Iran og Irak. Fisken kan blive op mod 150-200 kilo i maksimalvægt. Og jeg har personligt set fisk på over 100 kilo
Min sidst fisk på listen bliver nok Chineese Paddlefish fra Yangtze i Kina. Fisken er næste udryddet, så jeg bliver nok gråhåret inden det lykkes, ler Jakub inden vi stopper vores snak: Han er på vej ud for at fiske maller.
